Få en grøn og gratis prøvetur med elbussen i Roskilde
Af: Movia
Lørdag 13. april på Stændertorvet i Roskilde er der indvielse af Roskilde Kommunes 20 spritnye elbusser fra kl. 10-13. Sammen med Movia inviterer kommunen borgere og andre interesserede til at prøve en gratis, klimavenlig prøvetur med én af elbusserne.
Alle de buslinjer, som betjener borgerne inden for Roskilde Kommune, overgår til eldrift. Det gælder 9 buslinjer: 201A, 202A, 203, 204, 205, 206, 208, 209 og 212. Busserne starter i den almindelige køreplan fra søndag 14. april. El-busserne forurener ikke og støjen er markant reduceret i forhold til dieselbusser. Busserne kører tilsammen 1.4 mio. km om året. Og der er ca. 2,8 mio. passagerer årligt på de 9 buslinjer.
Ved indvielsen på Stændertorvet tilbyder Movia alle interesserede et pendlertjek. Pendlertjekket giver svar på, om man kan rejse hurtigere, billigere, sundere og renere ved at sammenligne pendlerrejsen med offentlig transport, cykel og bil. Læs mere om Pendlertjek.
Renere luft i Roskilde
El-busserne i Roskilde reducerer udledningen af CO2 svarende til, at ca. 470 almindelige biler på én gang blev erstattet med el-biler.
Det er første gang i Danmark, at el-busser indsættes i denne skala. Senere i 2019 indsætter flere kommuner sammen med Movia elbusser i drift. Det gælder København, Frederiksberg, Ballerup og Egedal. Der kommer således i alt 76 elbusser på gaden i Movias område i 2019, incl Roskilde Kommunes elbusser.
Kig forbi Stændertorvet i Roskilde lørdag 13. april fra kl. 10-13 og få en kop kaffe og et stykke kage - og en gratis prøvetur med elbussen. Der er taler, grøn løber og snoreklip - pendlertjek til de voksne og flotte, grønne balloner til børnene.
Fakta
• Roskilde Kommune indsætter 20 el-busser, som starter i ordinær drift natten til den 14. april.
• Der er mildere krav end normalt i kontrakten til indkøringsfasen. Det skyldes, at det er første gang i Danmark, at el-busser indsættes i denne skala.
• El-busserne vil have ca. 63.000 køreplanstimer om året, og køre tilsammen 1.4 mio. km.
• Alle Roskilde Kommunes egne linjer overgår til el-drift: Det gælder linjerne 201A, 202A, 203, 204, 205, 206, 208, 209 og 212. Der er ca. 2,8 mio. passagerer årligt på de 9 buslinjer.
• El-busserne reducerer udledningen af CO2 svarende til ca. 470 benzinbiler, der hver kører 20.000 km. årligt i Roskilde Kommune.
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET