Fremtidens bane melder sin ankomst til Struer
Af: kollektivtrafik
Struer Station er ved at blive opgraderet med nye spor, opgraderede sporskifter og et nyt spor-layout. Opgraderingen skal øge komforten for passagerne, sikre en mere stabil togdrift og flere tog til tiden. Normalt standser omkring 80 tog ved den nordvestjyske station, som er lukket for togdriften mens arbejdet står på. Stationen åbner efter planen igen 26. september
- Sporskifterne på stationen er slidte. Derfor har vi sat gang i et større sporfornyelsesprojekt, så vi kan få udskiftet de ældre sporskifter og derigennem forebygge fejl, der kan give forsinkede tog og uregelmæssigheder i togtrafikken, siger områdechef i Banedanmark, Lars Blædel Riemann.
Med tog til og fra stationen fra tre forskellige retninger er Struer Station et trafikalt knudepunkt. Derfor har sporfornyelsesprojektet betydning for togtrafikken, mens arbejdet bliver udført. I forbindelse med sporfornyelsen på Struer Station har der været spærret for al togkørsel fra 8. juli på strækningerne Holstebro/Struer og Viborg/Struer, hvor der er indsat togbusser. Strækningen vil være spærret frem til 8. august.
I samme periode vil Banedanmark arbejde med at opdatere de digitale signaler til et forenklet spor-layout, som vil give en mere fleksibel afvikling af togtrafikken og reducere risikoen for forsinkelser.
Togene til Thy vil være erstattet af togbusser frem til 26. september som følge af renovering af Oddesundbroen.
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET