FynBus gør kollektiv transport mere tilgængelig for blinde og svagtseende
Af: Redaktionen
FynBus har taget endnu et skridt i retning af at gøre den kollektive transport på Fyn mere tilgængelig for alle borgere ved at implementere text-to-speech (TTS) teknologi på afgangstavlerne på otte udvalgte lokationer.
I et samarbejde med en repræsentant fra Dansk Blindesamfund har FynBus testet og finjusteret TTS-løsningerne for at sikre, at de virker efter hensigten og skaber værdi for blinde og svagtseende. Hensigten er, at denne nyskabelse vil gøre det betydeligt lettere for blinde og svagtseende at få adgang til vigtige oplysninger om afgangstider og forsinkelser på otte udvalgte knudepunkter for kollektiv trafik.
TTS-teknologien er implementeret på afgangstavlerne, så når man trykker på infoknappen, går afgangstavlen i gang med at oplæse de kommende afgangstider fra stoppestedet.
Text-to-speech-løsningen er blevet bygget ind i afgangstavlerne ved busholdepladserne A, B, C, D, H og I på banegården i Odense samt ved et trafikknudepunkt i henholdsvis Munkebo og Gislev.
For at sikre at dette nye tilgængelighedstiltag fungerer optimalt, opfordrer FynBus cyklister til at udvise samfundssind ved ikke at parkere deres cykler på ledelinjerne, der fører til afgangstavlerne. Dette enkle skridt vil hjælpe med at bevare adgangen for blinde og svagtseende brugere.
FynBus oplever desværre, at der dagligt er cyklister ved banegården i Odense, som parkerer deres cykler uhensigtsmæssigt, så adgangen til afgangstavlerne bliver blokeret for blinde og svagtseende.
Infrastruktur It og teknologi Mobilitet Trafikselskaber
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET