KTF Transmision
NYHEDER 8. SEP 2026 KL. 11:19

Undersøgelse fra forsikringsselskab efter jernbaneulykker: Godt hver tredie bilist bliver nervøs ved jernbaneoverskæringer

Af: kollektivtrafik


Flere alvorlige ulykker ved jernbaneoverskæringer de seneste år har gjort, at godt hver tredje bilist bliver nervøs, når de skal krydse togskinner, og tager en række forholdsregler ved jernbaneoverskæringer. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for forsikringsselskabet Gjensidige


Knap 40 procent af de adspurgte i undersøgelsen peger på, at de mange hændelser har gjort dem mere nervøse ved overskæringer, og blandt dem har det for manges vedkommende også ført til, at de sænker farten og orienterer sig mere, når de skal krydse togskinner i en af de over 500 jernbaneoverskæringer, der er rundt om i Danmark.


Lene Rasmussen, der er skadedirektør i Gjensidige, er ikke overrasket over, at den øgede nervøsitet efter de seneste års alvorlige ulykker ved jernbaneoverskæringer - først og fremmest ved overskærringer uden bomme.


Hun peger på, at det er positivt, at mange bilister er ekstra opmærksomme, når de skal passere en overskæring.  


- Der findes stadig rigtig mange usikrede overkørsler, hvor togene kan komme i høj fart, og her er det særligt vigtigt, at man sænker hastigheden og orienterer sig rigtig godt, og at man ikke har høj musik kørende, så man ikke kan høre, hvis et tog eksempelvis udsender et faresignal, siger hun.  


Jernbaneoverskæringer er den næststørste kilde til ulykker på jernbanen efter personpåkørsler, men næsten dagligt opstår der også forløbere til ulykker ved overskæringer, hvor det kunne være endt med en påkørsel eller kollision.  Derfor understreger man hos Gjensidige, at man altid skal sørge for at overholde de regler, der er ved overskæringer.  


- Du skal altid respektere bomme, klokker og advarselslamper, også selvom det måske ser ud som om, toget ikke er tæt på dig. Både for din egen sikkerheds skyld, men også for lokoføreren, der kan få alvorlige psykiske skader af at opleve både ulykker og nærved-ulykker, siger Lene Rasmussen. 



Undersøgelsen er foretaget af YouGov for Gjensidige blandt 1.036 respondenter i april 2026.  


































Har det seneste års alvorlige ulykker ved jernbaneoverskæringer gjort dig nervøs, når du skal krydse en jernbaneoverskæring (med eller uden bom) i bil?  Du kan markere flere svar



Ja, jeg orienterer mig bedre ved en jernbaneoverskæring



25 %



Ja, jeg sænker farten ved en jernbaneoverskæring



23 %



Ja, jeg undgår jernbaneoverskæringer, der ikke er sikret med bom



3 %



Nej, min kørsel er uændret



57 %



Ved ikke



4 %



Net: Ja



39 %



Tog og jernbaner