KTF Transmission: Hvem tager bilen? Hvem tager bussen eller toget?
Af: Mikael Hansen
Kollektiv trafik skal have et højt serviceniveau for at lokke bilister til. Det fremgik af et webinar den 15. juni om en undersøgelse fra Danmarks Statistik om bilrådighed og serviceniveau i kollektiv trafik.
Analysemedarbejder i Danmark Statistik Fenja Møller præsenterede en ny undersøgelse om bilrådighed og serviceniveauer i kollektiv trafik. Undersøgelsen er den del af en større analysepakke om FN’s verdensmål.
Fenja Møller pointerede, at det er EU’s skala for serviceniveauer i kollektiv trafik, der er brugt.
- Skalaen har fem trin fra ”meget højt”, som er mere end 10 afgange i timen og med adgange til flere typer transportmidler, til ”intet tilbud”, som betyder, at der ikke findes et stoppested eller en station indenfor 500 meter fra bopælen, fortalte Fenja Møller og tilføjede, at der kun er medregnet faste stoppesteder og stationer, mens supplerende tilbud som Flextur, Plustur og vinkeområder ikke er medregnet.
- Det betyder, at det i praksis kun er storbyområderne, som har det meget høje serviceniveau, konkluderede Fenja Møller.
Brugen af EU-skalaen betyder, at ca. 2 millioner voksne borgere i Danmark har en højt eller meget højt serviceniveau for kollektiv trafik, mens omvendt næsten 1 million borgere ikke har adgang til kollektiv trafik. Under webinaret var der flere kritiske bemærkninger til skalaen og de 500 meters afstand fra bopæl til stoppested.
Undersøgelsen budskab handlede dog mest om de øverste serviceniveauer, for det var tilsyneladende her, bilister kunne påvirkes til et andet transportvalg.
Bilrådigheden er meget tæt på at spejle serviceniveauet i kollektiv trafik – højt serviceniveau betyder relativt færre biler, lavt serviceniveau betyder flere biler. Tilsyneladende er der et kritisk punkt mellem middel og højt serviceniveau, hvor bilrådigheden skifter niveau.
- Det vil sige, at en forøgelse af serviceniveauet i kollektiv trafik fra 4 til op til 10 afgange i timen på hverdage må forventes at kunne medføre en reduktion i bilrådigheden, konkluderede Fenja Møller.
Analysen fra Danmarks Statistik er derfor hovedsagelig relevant for områder med en god kollektiv trafikbetjening – på grundlag at en meget traditionel og hard-core fortolkning af kollektiv trafik. Vi er langt fra den mobilitetstænkning, der præger kollektiv trafik i Danmark i disse år.
En personlig tilføjelse
Minimumsgrænsen på max 500 meter til nærmeste stoppested sorterer en lang række lokaliteter fra, som i grunden har en ganske rimeligtrafikbetjening. Det virker ganske provokerende, at f.eks. min egen adresse i Højme i den sydvestlige Odense efter analysen ingen kollektiv trafikbetjening har overhovedet. Min tilføjelse skal være, at der fra min adresse er 4-6 busafgange i timen på hverdage i en afstand af 1100 meter og yderligere 4 afgange i timen i en afstand på 1600 meter. Egentlig ikke så ringe endda, når man har en god cykel og cykellås.
Webinaret havde 54 deltagere og kan genses på adressen https://www.crowdcast.io/kollektivtrafikforum
Hent analysen her
Se Danmarks Statistiks tal om verdensmål
Link til præsentationen
KTF Transmission Mobilitet
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET