Jernbanen mellem Brande og Vejle har fået nyt signalsystem
Af: Redaktionen
I weekenden fra d. 12.-15. august 2022 lagde Banedanmark sidste hånd på et nyt, digitalt signalsystem mellem Brande og Vejle. Formålet er at give flere tog til tiden og en mere stabil togdrift.
Over hele landet er Banedanmark i færd med at fjerne de gamle, analoge signaler langs jernbanen for i stedet at udrulle et nyt, avanceret signalsystem. De gamle signaler er forældede og ofte årsag til forsinkelser i togtrafikken. Derfor vil det nye signalsystem bl.a. have til formål at give flere tog til tiden, en mere stabil togdrift og bedre trafikinformation.
Det nye signalsystem mellem Brande og Vejle er en del af en større opgradering af signalerne på jernbanen fra Holstebro i vest via Herning til henholdsvis Vejle og Skanderborg i øst.
Kompleks operation
Når det nye signalsystem bliver taget i brug fra Holstebro via Herning til henholdsvis Vejle og Skanderborg, er det den fjerde udrulning i Jylland, som Banedanmark kan sætte punktum for. Forud går flere års indsats med bl.a. at udvikle, implementere og teste nye komponenter i sporet og i Arrivas tog. Derudover er alt fra lokomotivførere til trafikledere blevet uddannet i at bruge det nye system.
Med det nye signalsystem bliver tog, skinner og trafikcentre samlet i ét digitalt signalsystem. Det vil bl.a. gøre det muligt at udnytte hele jernbanens kapacitet mere optimalt, så det er muligt at køre med flere tog på skinnerne.
Samtidig vil systemet også i højere grad give en mere automatiseret togdrift, da det bl.a. hjælper lokomotivføreren med at holde styr på køretilladelser, hastighedsbegrænsninger, og hvordan sporet forløber. Derfor vil det nye system bl.a. være med til at give en mere effektiv og stabil togdrift.
Banedanmark tager det nye signalsystem i brug på den samlede strækning over flere etaper fra midten af maj og frem til midten af august.
Infrastruktur Tog og jernbaner
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET