Kommunikationsbureau ansætter tidligere politisk chef i transportorganisation som direktør
Af: kollektivtrafik
Tidligere minister og politisk chef i transportorganisationen ITD, Henriette Kjær, skal være public affairs direktør for mobilitet i kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese
Henriette Kjær har senest været politisk chef i transportorganisationen ITD. I perioden fra 1994 til 2011 sad hun i Folketinget valgt for Konservative. Henriette Kjær var partiets trafikordfører i knap syv år og politisk ordfører i tre. Fra 2001 til 2005 var hun minister i et par Venstreledede regeringer.
Inden hun kom til ITD var hun ansat hos Ehrenberg Kommunikation i København.
- Mobilitetssektoren har helt afgørende betydning for, hvordan vi indretter vores samfund - og den er under total forandring. Grøn omstilling, digitalisering og nye transportformer kommer og vil ændre den måde, vi bevæger os på i fremtiden, siger Rasmus Nygaard-Winther, der er Partner og Group Head of Public Affairs i Geelmuyden Kiese.
- For de virksomheder, som forstår at navigere i kompleksiteten og tør drive udviklingen, er mulighederne store, og dem vil vi gerne hjælpe med at udnytte de nye muligheder. Derfor er jeg utroligt glad for, at vi nu kan tilknytte en af de mest erfarne kræfter på området til vores team, siger han videre.
Geelmuyden Kiese rådgiver en lang række danske og internationale virksomheder inden for vej-, tog-, og luftfart samt forskellige infrastrukturudviklingsprojekter. Henriette Kjærs opgave bliver at tiltrække flere kunder og projekter til området.
- Jeg glæder mig meget til at starte hos GK i en stilling, der er som skræddersyet til mig. Mobilitetssektoren er i rivende udvikling og står - i min optik - over for nogle af de mest spændende transformationer i vores samfund i de kommende år. Baseret på min mangeårige erfaring som både medlem af Folketinget, hvor jeg sad i transportudvalget i knap syv år, samt min tid som konsulent, hvor jeg arbejdede for en række store kunder inden for transport- og logistikområdet, ser jeg i den grad frem til at påbegynde arbejdet med at hjælpe vores kunder til at navigere gennem de komplekse problemstillinger, de står over for, siger Henriette Kjær.
Om Geelmuyden Kiese:
- Geelmuyden Kiese er et af Skandinaviens største kommunikationsbureauer med over 130 ansatte i København, Stockholm og Oslo
- Geelmuyden Kiese er et full-service kommunikationsbureau, der blev etableret i 1989
- Udgangspunktet for bureauets arbejde har alle årene været en dyb indsigt i samfundet og de forandringer, som præger det
Navne
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET