Lemvig og Skanderborg går foran med Plustur i Midtjylland
Af: Mikael Hansen
Lemvig Kommune var for et år siden første kommune med Plustur i Region Midtjylland – forsøgsordningen er nu forlænget uden slutdato. Skanderborg Kommune er på vej med Plustur som den anden kommune i Region Midtjylland.
Lemvig Kommune åbnede for lidt over et år siden for Plustur som et nyt tilbud til kommunens borgere. Lemvig Kommune var den første og er foreløbig den eneste i Region Midtjylland med dette tilbud.
Plustur er en taxatur i begyndelsen eller slutningen af en rejse med tog eller bus og er specielt orienteret mod borgerne i de områder, hvor der er langt til stationen eller busstoppestedet. Dette er opfyldt for store områder i Lemvig Kommune, som er den yderste forpost i Nordvestjylland mod Vesterhavet og Limfjorden.
-Vi indførte Plustur i september 2018 som et forsøg i samarbejde med Midttrafik, som ønskede at indhøste erfaringer med Plustur, siger afdelingsleder Annette Johansen, Lemvig Kommune. Hun forklarer:
-Vi så det som en mulighed for at understøtte kollektive rejser ud af kommunen som et supplement til vores øvrige tilbud – bl.a. Flextur.
Plustur er tæt knyttet til Rejseplanen, hvor Plustur-tilbuddet automatisk fremkommer i en søgning mere end én kilometer fra nærmeste kollektive trafikforbindelse. Tilbuddet er ud fra denne definition relevant for mange i Lemvig Kommune. Rejsen med Plustur har en fast pris på 22 kroner – samme pris som en enkeltbillet til to zoner i Midttrafik. Resten af rejsen med bus eller tog koster normal Midttrafik-takst.
Øvrige regler for Plustur er de samme som for Flextur, man bliver hentet på eller bragt til hjemmeadressen, turen skal bestilles mindst 1 time før afgang, og der er indbygget fleksibilitet i afhentningstidspunktet – dog er intervallet for Plustur kun 5 minutter før eller op til 15 minutter efter aftalt tid. For Flextur er tidsintervallet 15 minutter før og op til 45 minutter efter aftalt tid.
Rådgiver Per Elbæk, Midttrafik, forklarer:
-I Midttrafik er det kommunens eget valg, om man ønsker at tilbyde Plustur. Forsøget i Lemvig Kommune er gået som forventet, vi læner os til erfaringerne fra Nordjyllands Trafikselskab. Brugen er stigende, men ligger fortsat på et meget beskedent niveau med ca. 10 Plustur-rejser om måneden.”
Fortsat forsøg uden slutdato
Ifølge Lemvig Kommunes hjemmeside skal Plustur-forsøget evalueres i december 2018.
Annette Johansen forklarer:
-Plustur er sådan set også blevet evalueret af politikerne, konklusionen var at fortsætte forsøget indtil videre, altså uden nogen fastsat slutdato. Vi kom lidt senere i gang end planlagt, så vi samler stadig erfaringer. Det vil formentlig på sigt være økonomien, der sætter grænsen.
Plustur har indtil videre ikke sprængt budgettet i Lemvig Kommune. Udgiften har været på i alt 7.000 kroner og der er nu ca. 10 Plustur-bestillinger om måneden.
-Nogle brugere har brugt ordningen flere gange - nogle som har fundet ud af, at Plustur passer til deres behov, andre har kun brugt ordningen en enkelt gang, forklarer Annette Johansen.
Hun forklarer videre, at der er et samspil til Flextur. Både Flextur og Plustur er forholdsvis dyre ordninger for Lemvig Kommune. Af samme grund bliver ordningerne markedsført uden de store armbevægelser. Motivet for at tilbyde Plustur er at gøre det mere attraktivt at kombinere afhentning ved gadedøren med brugen af de traditionelle kollektive trafikforbindelser. I Lemvig Kommune er det typisk Lemvigbanen og de regionale busruter, Plustur-taxaen kører til. Der er udpeget 7 omstigningspunkter i kommunen mellem taxa og bus og tog.
Annette Johansen siger:
-Lemvig Kommunes tilbud om Flextur og Plustur skal ses i sammenhæng med at vi også gerne vi fastholde rimelige vilkår for taxakørsel i kommunen, så vi holder hele tiden øje med forbruget af Flextur og Plustur. Vi formoder og håber på, at tilbuddet om Plustur er så brugervenligt og enkelt at bruge, at vi marginalt kan begrænse nogle af de lange ture med Flextur, blandt andet nogle af dem, som krydser kommunegrænsen.
Skanderborg Kommune åbner Plustur 1. januar 2020
Skanderborg Kommune er i fuld gang med forberedelserne til at åbne for Plustur fra 1. januar 2020.
Planlægger Jesper Lützhøft Jensen siger:
-Vi forventer, at Plustur bliver et positivt bidrag til den brede vifte af kollektive trafiktilbud, vi har i Skanderborg Kommune. Vores politikere ønsker, at borgerne benytter de forskellige kollektive trafiktilbud, så vi er nok mere aktive i vores informationsindsats end så mange andre kommuner.
- Den stor fordel ved Plustur er, at den er integreret i Rejseplanen, som rigtig mange mennesker bruger i forvejen. Desuden er Plustur billig med en fast takst på 22 kr., som er prisen for en voksen enkeltbillet til 2 zoner.
Jesper Lützhøft Jensen fortæller, at der er afsat 100.000 kr. i budgettet for 2020 til Plustur. Der er udpeget 5 Plustur-omstigningspunkter i Skanderborg Kommune, ét i hvert af kommunen bycentre.
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET