KTF Transmision
NYHEDER 18. JUN 2026 KL. 18:33

Sygemelding på driftcentral: Lokale tog i Nordsjælland er aflyst fra torsdag aften

Af: kollektivtrafik


Al togtrafik på Lokaltog's strækninger i Region Hovedstaden bliver indstillet torsdag aften. Det sker som en konsekvens af, at Lokaltog torsdag eftermiddag modtog sygemeldinger fra alle medarbejdere på driftscentralen i Hillerød, der afvikler togtrafikken på Lokaltog's baner i Nordsjælland


Det drejer sig om Frederiksværkbanen, Gribskovbanen, Hornbækbanen, Lille Nord og Nærumbanen. 


Lokaltog's ledelse peger på, at driftscentralen og dens medarbejdere er en forudsætning for at kunne afvikle togtrafikken sikkert. Uden tilstrækkelig bemanding er det derfor ikke muligt at opretholde driften. 


- Det er en meget alvorlig situation, og vi beklager dybt overfor vores kunder, at vi er nødt til at indstille driften, siger Lokaltog's driftsdirektør Stig Allan Nielsen.


Hos lokaltog forventer man, at drift er helt indstillet på Frederiksværkbanen, Gribskovbanen, Hornbækbanen, Lille Nord og Nærumbanen ved 20-tiden torsdag aften.


- Det er på nuværende tidspunkt uvist, hvornår driften genoptages, men det ligger fast, at det tidligst bliver mandag morgen. Lokaltog arbejder intenst på at afklare situationen og genetablere driften så hurtigt som muligt. Kunderne opfordres til at finde alternative rejsemuligheder og holde sig opdateret på Rejseplanen og Lokaltogs egne kanaler, der opdateres løbende. Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at indsætte togbusser som erstatning, men Lokaltog arbejder også her på at finde løsninger, siger Stig Allan Nielsen. 


Tog og jernbaner