KTF Transmision
NYHEDER 21. MAR 2022 KL. 14:03

Odense tester sin letbane efter fuld køreplan

Af: kollektivtrafik


Odense tester sin letbane efter fuld køreplan

I løbet af denne uge bliver der skruet på for testkørslerne med togene på letbanen. Letbanens entreprenør, Comsa, indleder den såkaldte SODT (System Operations Demonstration Test), hvor der over en periode på op til fire uger vil blive kørt efter fuld køreplan - men uden passagerer


- SODT er en stresstest, som har til formål at afprøve det samlede system og tjekke, om det hele virker, som det skal i en situation svarende til normal drift, siger Søren Thrane, der er Transition Manager hos Odense Letbane.


Testen betyder, at togene kører fra klokken fem morgen til midnat på de fleste dage. I dagtimerne vil der være 7,5 minut mellem hvert tog, hvilket indebærer, at 13 ud af letbanens 16 togsæt er på skinnerne samtidig.


- Det bliver første gang, at vi over længere forløb skal se hele letbanesystemet blive testet i praksis. Togene skal følge køreplanen, lyskrydsene skal fungere, kommunikationen til kontrolcentret bliver testet, og det samlede system skal kunne klare strømbelastningen, når der er skruet helt op for driften, forklarer Søren Thrane.


Alle tog kommer til at stoppe i cirka 20 sekunder ved stationerne - og dørene vil gå op og i, som om der var passagerer med togene.


- Jeg vil gerne understrege, at selv om toget stopper ved stationen, og selv om dørene åbnes, så er det ikke tilladt at stige ind i toget. Det er en test, og det er vigtigt, at letbaneførerne kan afvikle kørslerne med så få forstyrrelser som muligt, siger Søren Thrane.


Alle letbaneførerne er nyuddannede, så SODT’en er også en vigtig test for dem forud for senere kørsel med passager.


Når SODT’en er overstået i løbet af april, vil letbanens operatør, Keolis, tage over og afvikle prøvekørsel i ugerne frem mod endelig driftsstart, der ventes at blive sidst i maj.


Tog og jernbaner