Øresundsbron bliver mere bæredygtig
Af: Redaktionen
Øresundsbron arbejder på at blive verdens mest bæredygtige bro.
Broens drift er allerede klimapositiv, og et nyt 10.000 m2 stort solcelleanlæg ved Peberholm skal sætte turbo på ambitionen, så 45 procent af broens strøm kommer fra sol.
Fra 2023 vil næsten halvdelen af hele Øresundsforbindelsens energiforbrug komme fra egenproduceret solenergi. Til foråret står 3.840 ekstra solpaneler klar på den kunstige ø Peberholm i Øresund til at booste broens strømproduktion.
Ved betalingsanlægget står 3.000 m2 solpaneler allerede og producerer strøm, og til foråret vil 3.840 nye solpaneler supplere produktionen, når 10.000 m2 solceller mere placeres mellem motorvejen og jernbanen på Peberholms sydside.
Kuldioxidudledningen fra Øresundsbrons drift og vedligehold udgjorde 350 tons kuldioxid i 2021, hvilket er en reduktion på 40 procent på blot to år. Hvert år optager Peberholm omkring 500 tons kuldioxid, viser beregninger fra konsulentbureaet MOE. Beregningerne er lavet ved at undersøge biomasse.
Nu fortsætter Øresundsbro Konsortiet med at gennemgå forretningen for at finde klimasmarte og bæredygtige løsninger. Målet er at overdrage en endnu bedre bro til næste generation.
Infrastruktur
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET