Passagertal og erstatning trak op - energipriser trak ned
Af: kollektivtrafik
DSB har de første ni måneder af 2023 kørt et overskud ind på 427 millioner kroner før skat mod 343 millioner kroner før skat i 2022. Antallet af rejser er steget til 120,2 millioner, hvilket er en stigning på 10 procent sammenholdt med samme periode i 2022. Stigende passagerindtægter og en erstatning har bidraget positivt til det øgede resultat, mens stigende energipriser har trukket i den modsatte retning
Fra DSB's kvartalsrapport:
- I årets tredie kvartal var antallet af rejser 39,9 millioner. Det var 3 procent flere end i samme kvartal sidste år
- Passageromsætningen har i årets første ni måneder været 9 procent højere end den tilsvarende periode i 2022
- Punktligheden for S-tog ligger fortsat på et stabilt højt niveau
- Punktligheden har været udfordret for fjern- og regionaltog
Resultat før skat for årets første ni måneder udgjorde som nævnt ovenfor et overskud på 427 millioner kroner mod 343 millioner kroner i 2022. Resultatet er positivt påvirket af en erstatning på ca. 200 millioner kroner, som DSB modtog fra en tidligere leverandør i første kvartal. Omvendt har højere energipriser betydet øgede omkostninger i forhold til 2022 på ca. 80 millioner kroner.
Væksten fortsætter
Antallet af rejser er generelt steget på samtlige markeder, men fremgangen ses især på S-tog og i regionaltrafikken på Sjælland. Korrigeret for afgivet trafik lå antal rejser 10 procent over samme periode sidste år, hvor der i januar stadig var corona-restriktioner. Trenden for den underliggende vækst er tre-fire procent i forhold til 2022.
Kundepunktlighed
De københavnske S-tog har siden den fulde overgang til et moderne digitalt signalsystem (CBCT) i efteråret 2022 kørt med en høj punktlighed. I årets første ni måneder har kundepunktligheden for S-tog været 96,2 procent.
Kundepunktligheden for Fjern- & Regionaltog fik en god start på året og lå hele første kvartal over mål.
De perioder, hvor Banedanmark har gennemført omfattende og nødvendige infrastrukturarbejder for at modernisere jernbanen, har punktligheden været udfordret.
Sommerens betydelige sporarbejder på blandt andet strækningerne Roskilde - Ringsted, Østfyn og Fredericia - Vejle - Skanderborg er overstået, og punktligheden er i bedring, men andet og tredie kvartal trækker den samlede punktlighed for årets første ni måneder ned under mål.
Regulering af billetpriserne i 2024
I januar 2024 bliver billetpriserne for den kollektive transport i hele landet reguleret. DSB fastsætter prisen for rejser over Storebælt og har valgt ikke at udnytte takststigningsloftet fuldt ud på disse rejser. DSB sætter samtidig yderligere 1 million Orange-billetter til salg for rejser over Storebælt og vil også fortsat udbyde Orange-billetter til regionale togrejser.
De fælles priser henholdsvis øst og vest for Storebælt er justeret i samarbejde med de andre trafikselskaber. Det er Trafikstyrelsen, der hvert år fastsætter et loft for, hvor meget priserne i den kollektive transport må stige. Takststigningsloftet for 2024 er påvirket af høj inflation og stigende energipriser i 2022.
DSB peger i den forbindelse på, at prisen på togbilletter generelt er steget mindre end andre transportformer og forbrugerprisindekset i perioden 2016 - 2023.
[1] Antal rejser og passageromsætning er korrigeret for afgivet trafik, idet Øresund - over broen og Kastrupbanen i december 2022 blev overdraget til Skånetrafikken.
[2] Passageromsætning korrigeret for afgivet trafik er lavere i Q3 2023 end Q3 2022 på trods af stigende rejsetal. Udviklingen er drevet af et fald i antal rejsende og dermed omsætning i landsdelstrafikken i Q3 2023 på grund af omfattende sporspærringer især i juli og august.
Interesserede kan læse rapporten her:
Tog og jernbaner Økonomi
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET