KTF Transmision
NYHEDER 19. FEB 2020 KL. 12:27

Pendlere står for salgsrekord i transport-app

Af: kollektivtrafik


Salget af pendlerkort i trafikselskabet Midttrafik’s app nåede i januar nye højder. Godt 15.000 kunder valgte at rejse på et pendlerkort i Midttrafik app i januar. Sammenlignet med januar 2019 er der tale om en fremgang på 30 procent


Midttrafik-app’en er favoritplatformen til køb af billetter hos pendlere i Region Midtjylland. Siden pendlerkortet blev lanceret på Midttrafik app i forbindelse med takstreformen Takst Vest har salgskurven været opadgående.


Januar 2020 blev en rekordmåned for salget - både i antal pendlerkort og omsætning. Sammenlignet med den seneste salgsrekord i oktober sidste år er salget steget med 500 styk - og den samlede omsætning for januar 2020 er steget med 300.000 kroner. I forhold til januar 2019 er salget steget med cirka 3.500 styk.


Vicedirektør Mette Julbo glæder sig over, at flere og flere kunder vælger at købe pendlerkort i app’en Midttrafik.


- Pendlerkortet er et godt produkt til de kunder, der rejser ofte på den samme strækning. At så mange pendlere foretrækker at købe det i Midttrafik app bekræfter os i, at vi har ramt rigtigt med Midttrafik app som platform for billetsalg, siger hun.


Pendlerkort egner sig til de kunder, der rejser ofte på den samme strækning - for eksempel til og fra arbejde eller uddannelse.


Udover pendlerkort kan kunderne købe enkeltbilletter, klippekort og en række særlige billetter i Midttrafik app. Senest er produktporteføljen udvidet med Ungdomskort, som er et billigt pendlerkort til unge under uddannelse. Ønsker kunderne ikke at bruge mobilen som billetplatform, kan de købe et almindeligt rejsekort eller et rejsekort pendlerkort.


Valget af den rigtige billet afhænger af kundernes rejsemønster. Er man som kunde i tvivl, er der hjælp at hente på midttrafik.dk eller i Midttrafik's kundecenter.