Politisk flertal garanterer for licenser til taxier med nul-udslip
Af: kollektivtrafik
Et bredt politisk flertal i Folketinget - det er ud over VLAK-Regeringens partier, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Radikale og SF - vil ændre Taxi-loven, så der i år og næste år er garanti for en taxitilladelse til op til 300 nul-emissionstaxier
Aftalen, der kommer i forlængelse af VLAK-Regeringens klima- og luftudspil, som blev lagt frem i efteråret sidste år, betyder, at op til 300 elbiler - med batterier eller brint-anlæg - får garanti for en universaltilladelse efter taxiloven i den resterende del af overgangsperioden, hvis ansøgeren i øvrigt lever op til kravene i taxiloven.
I 2019 og 2020 er antallet af nye universaltilladelser begrænset til 500 ekstra om året, og med den nye aftale vil 100 af disse ekstra licenser i andet halvår i år og 200 til næste år være målrettet nul-emissionsbiler.
- Taxier kører ofte der, hvor der bor mange mennesker, som kan blive generet af luftforureningen. Det er derfor naturligt, at taxierhvervet går foran i bestræbelserne for et grønnere Danmark. Det vil vi gerne understøtte med denne aftale, som er et skridt på vejen mod en grønnere taxiflåde, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).
På baggrund af aftalen vil ministeren fremsætte et lovforslag, som forventes at træde i kraft 1. juli.
Derudover vil ministeren gennem en ændring af Afmærkningsbekendtgørelsen gøre det muligt for vejmyndigheder at prioritere de grønne taxier.
- Vi skal gøre det muligt at reservere plads til de grønne taxier forrest i køen ved lufthavne, stationer og taxiholdepladserne. På den måde kan vi gøre det lettere for brugerne at træffe det grønne valg, siger ministeren, som i samarbejde med Københavns Lufthavn vil nedsætte en arbejdsgruppe, der skal undersøge, hvordan lufthavnen yderligere kan understøtte den grønne omstilling af taxibranchen, siger Ole Birk Olesen.
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET