PtX-virksomheder bliver de første i testordning for bæredygtige løsninger
Af: kollektivtrafik
Som de første virksomheder får Brande Brint og GreenLab Skive friere rammer til at afprøve og udforme fremtidens mere bæredygtige energiløsninger. Det sker som led i en særlig testordning, som undtager dem fra nogle af de nuværende regler på området
Baggrunden for at give virksomheder på området friere rammer er, at der er behov for nytænkning og innovation på energiområdet, hvis vi i Danmark skal være mere bæredygtige på energi-området i fremtiden.
Projekter, som Brande Brint og GreenLab Skive er i gang med, bliver derfor undtaget for en række af de nuværende regler og bestemmelser på energiområdet. Dermed kan virksomhederne indhente konkrete erfaringer, som kan bruges til at optimere lovgivningen.
- Vores ambition er, at Danmark skal have det mest fleksible og velintegrerede energisystem i Europa. Det skal GreenLab Skive og Brande Brint være med til at bidrage til, nu hvor vi giver dem friere rammer til at udvikle fremtidens grønne energiløsninger, siger klimaminister Dan Jørgensen (S) og fortsætter:
- De vigtige erfaringer, virksomhederne gør sig, skal være med til at sikre vores position inden for grønne energiformer som for eksempel Power-to-X.
Energistyrelsen har tildelt virksomhederne en såkaldt regulatorisk testzone, hvorfra de over en årrække kan udføre deres demonstrationsprojekt. Begge virksomheder har fokus på produktion af brint og udvikling af produkter, hvor brint indgår som en afgørende del.
Brande Brint udfører henover to år et teknologiudviklingsprojekt, hvor et brintproduktionsanlæg kobles direkte til en vindmølle for at undersøge mulighederne for blandt andet offshore-produktion.
Hos GreenLab Skive arbejder en gruppe af grønne virksomheder målrettet på at udvikle Power-to-X. Det er det første sted i verden, hvor et storskala Power-to-X-anlæg kommer i drift.
- Power-to-X kan blive Danmarks næste ”vindeventyr”. Ikke alene kan teknologien bidrage med CO2-reduktioner på sigt i Danmark, det har også potentialet for at blive en væsentlig eksportvare - både i forhold til teknologi og know-how, siger klimaminister Dan Jørgensen.
Energistyrelsen følger løbende udviklingen i de tildelte testzoner samtidig med, at der fortsat er åbent for nye ansøgninger.
Fakta:
- I en regulatorisk testzone kan udvalgte innovative energi- og forsyningsløsninger få tildelt en midlertidig dispensation fra regler, der forhindrer projekternes gennemførelse
- Testzoneordningen har sit afsæt i den politiske energiaftale fra 29. juni 2018, hvor det er besluttet at iværksætte en række initiativer, som skal fremme udviklingen af et smart og fleksibelt energisystem i Danmark
- En virksomhed kan blandt andet søge om mulighed for at teste en mere effektiv udnyttelse af energi og energibesparelser eller konkrete digitaliseringsløsninger
Power-2-X
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET