KTF Transmision
NYHEDER 15. JUN 2021 KL. 10:30

Reklamebureau skal hjælpe med at markedsføre offentlig transport

Af: kollektivtrafik


DOT - Din Offentlige Transport, der er et samarbejde mellem DSB, Movia og Metroselskabet som omfatter al kollektiv transport på Sjælland og øerne, har skrevet under på en kontrakt med kommunikations- og reklamebureauet Advice. Bureauet skal støtte DOT med markedsføring og branding for at få passagerne tilbage efter corona-tiden


I takt med at samfundet genåbner ligger der en stor og vigtig udfordring i at få kunderne tilbage i den offentlige transport og til at ændre de rejsevaner, som passagererne har tillagt sig under corona-nedlukningerne. DOT ønsker, at kunderne atter skal få øjnene op for de fordele, der er ved at rejse med tog, bus og Metro.


- Med kontrakten kan vi for alvor starte arbejdet med at gøre opmærksom på, hvor godt et tilbud den offentlige transport er og sætte fokus på alle de tiltag, som DOT står bag for at forbedre rejsen med udgangspunkt i vores kunders ønsker og behov. I DOT har vi en række nye aktiviteter og udfordringer - og særligt vigtigt er at få kunderne tilbage efter corona. Vi har stor tiltro til, at Advice kan hjælpe os med at løse den opgave, siger Rune Jon Jensen, der er sekretariatschef i DOT.


Ved valget af samarbejdspartner lagde DOT særligt vægt på bureauets kundemæssige og strategiske indsigter.


- Kollektiv transport er essentiel, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, og hvis vi skal få vores infrastruktur til at hænge sammen i takt med, at vi bliver flere mennesker. Det er udgangspunktet for vores arbejde. Med Advice har vi valgt en partner, som fagligt kan hjælpe os med at styrke fortællingen om DOT og iscenesætte den offentlige transport bedst muligt, siger Rune Jon Jensen


 


Om udbuddet:
DOT modtog mange ansøgninger til prækvalifikation
Mandag 17. maj fik Advice tildelt kontrakten. Efter de officielle 10 dages standstill periode, hvor fristen udløb fredag 28. maj, blev Advice DOT's nye reklamebureau pr. tirsdag 1. juni 2021.