KTF Transmision
NYHEDER 7. JUN 2024 KL. 10:57

Så fik København en fjernbusterminal

Af: Niels Bak Henriksen


Der var både taler og masser af passagerer, da den længe ventede fjernbusterminal blev indviet i København. Men det var uden, at trafiksystemet, der skal lede busser og passagerer, var på plads


Folk med rullekufferter og turrygsække måtte sno sig lidt rundt om flokken af fotografer og honoratiores ved premieren torsdag morgen. Men den var god nok. Busser fra ind- og udland var begyndt at ankomme og afgå fra Københavns nye busterminal.


- Jeg har aldrig set så mange positive tilkendegivelser på et opslag. Endelig. Halleluja, citerede overborgmester Sophie Hæstorp Andersen reaktionerne, da hun kunne annoncere åbningen på facebook.


Hun kaldte den hidtidige holdeplads i Ingerslevsgade, hvor busserne læssede passagerer og bagage af direkte på kørebanerne til cykler og biler, for en skamplet.


- I dag kan vi glæde os over at vi slap igennem med livet i behold, sagde hun.


Ved en af perronerne stod Eva og ventede på bussen til Berlin. Hun var enig i, at den nye terminal er en forbedring. om end hun sagde det lidt mere afdæmpet.


- Det virkede som om det var lidt tilfældigt. Det her det virker mere gennemtænkt, sagde hun.


På hendes billet havde der stået perron, men det havde ikke lige været til at finde de perroner, som lå inde under den anden side af Dybbølsbro.


- Der var en i en vest, så jeg spurgte, sagde hun.


For selv om åbningen har været udsat et år for at vente på det trafiksystem, som skal gelejde både busser og passagerer til de rigtige perroner, måtte terminalen åbne med slukkede skærme og en Flixbus, der var kørt forkert ind i den bås, som overborgmesteren skulle tale lige foran, fordi selskabet havde fået meldt nogle andre perroner ud til deres chauffører, end dem, de skulle holde ved.


Trafiksystemet blev nemlig alligevel ikke klar til åbningen. Og hvornår det er i drift, kunne direktør Jens Holmboe fra Vejdirektoratet ikke svare præcist på.


- Så snart det virker. Det er i test, sagde han og understregede, at det er vigtigt, det virker fejlfrit, da der ikke vil være personale på terminalen i fremtiden.


- Men det vil der være, indtil trafiksystemet er på plads, sagde han.


Og så må man ellers forlade sig på stemmekraft.


- 8.50 til Odense og Aarhus, gjaldede det fra en af chaufførerne.


Terminalen forventes at få 1,4 millioner passagerer om året - eller omtrent det samme som togenes stationer i Kolding eller Herning.


 



 


 


Eva har fundet Flixbusperronerne og venter på sin bus til Berlin.


 


 


 


 


 


 


 



Passagerer venter på den nye fjenbusterminal, hvor infoskærmene var erstattet af bukke med businformation. Her ved Kombardo-ekspressens perron 8.


(Alle foto: Niels Bak Henriksen)


Fjernbustrafik