KTF Transmision
NYHEDER 25. JUN 2020 KL. 09:44

Seks kommuner og S-Regeringen har indgået aftaler om klimasamarbejde om kollektiv trafik

Af: kollektivtrafik


Landets største kommuner skal være fyrtårne i den grønne omstilling af den kollektive trafik. Det fremhæver Transportministeriet o transportminister Benny Engelbrecht (S) i forbindelse med de klimasamarbejdsaftaler, som transportministeren har indgået med henholdsvis København, Aarhus, Odense, Aalborg, Vejle og Frederiksberg Kommuner. Aftalerne omfatter 25 procent af den kollektive tranfik


Aftalerne skal være med til at understøtte og accelerere omstillingen til en mere bæredygtig drift i landets kommuner ved, at alle nye bybusser skal være nul-emissionsbusser fra næste år. Det vil både give en gevinst til klimaet og til luftkvaliteten i byerne.


- De seks kommuner står i dag for cirka en fjerdedel af den samlede kollektive buskørsel. Derfor er det også helt naturligt, at de skal være drivkraften i omstillingen af den kollektive trafik, siger transportminister Benny Engelbrecht og fortsætter:


- Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi har indgået en række ambitiøse aftaler, som skal være begyndelsen på et gearskifte af den grønne omstilling i kommunerne. Jeg håber og tror på, at flere af landets kommuner vil følge efter og tiltræde de mål som landets største kommuner forpligtiger sig til.


Klimasamarbejdsaftalerne har først og fremmest fokus på en omstilling af bustrafikken, men andre transportelementer vil også indgå for hovedparten af kommunerne.


Foruden den grønne omstilling af den kollektive bustrafik forpligter fem af seks kommuner sig også til at omstille den kommunale bilpark. Fire forpligter sig eksempelvis til, at alle ny-leasede eller ny-indkøbte kommunale personbiler skal være nulemissionskøretøjer fra i år eller næste år.


Ud over de fælles målsætninger har kommunerne hver især en række andre tiltag, som regeringen med klimasamarbejdet vil arbejde for at muliggøre.


 


København: Åbner muligheden for nulemissionszoner


I Københavns Kommune skal alle nye busser fra 2020 være nulemissionsbusser, og alle dieselbusser skal inden udgangen af 2025 være omstillet til nulemission. Derudover vil Transport- og Boligministeriet sammen med Miljø- og Fødevareministeriet og kommunen undersøge, hvordan nulemissionszoner kan etableres som forsøgsordning.


- Byerne spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling. I København gør vi os umage for at være helt i front. Vi har mindsket CO2-udledningen med mere end 40 procent siden 2005, vi har en grøn metro i verdensklasse og er godt i gang med at udskifte alle byens busser til el, så de hverken larmer eller sviner. Men vi stopper ikke her, siger overborgmester Frank Jensen (S) og fortsætter:


- Jeg er rigtig glad for, at regeringen vil undersøge mulighederne for at lave zoner, som er fri for larmende og forurenende køretøjer og også se på mulighederne for, at vi som kommune kan være med til at betale for et landstrømanlæg, som vi har efterspurgt her i København. Det er en væsentlig del af hele Danmarks brand, at København er en af verdens grønneste hovedstæder.



Frederiksberg: Alle skal have højst 250 meter til el-ladestandere


Ligesom Københavns Kommune har Frederiksberg også forpligtet sig til, at alle nye busser skal være nulemissionsbusser, og dieselbusser skal helst i 2025 være udfaset. I år 2030 skal alle kommunale køretøjer desuden køre på CO2-neutrale drivmidler, og alle borgere på Frederiksberg skal senest i 2025 have mulighed for at lade deres elbil højst 250 meter fra deres bolig.


- Frederiksberg vil være elbil-by nummer ét i Danmark. Det gør vi blandt andet ved at sikre, at der maksimalt må være 250 meter fra ens bolig til en ladestander. Det er ambitiøst. Men det er også nødvendigt, for klimaet har brug for, at vi handler nu. Derfor gør vi også Frederiksberg Kommunes bilpark grønnere. I 2030 skal alle de kommunale køretøjer benytte CO2-neutrale drivmidler, og allerede fra næste år skal alle ny-indkøbte og ny-leasede kommunale personbiler være nulemission. Vi hæver også barren for den kollektive transport, som rigtig mange benytter sig af i vores by. Alle nye busser skal fra 2020 være nulemissionsbusser, og alle busser skal hurtigst muligt, og gerne fra 2025, være nulemission, siger borgmester Simon Aggesen (K).



Aarhus: Nye busser og personbiler skal være nulemission fra i år


I Aarhus Kommune skal alle nye kommunale vejgående køretøjer køre på CO2-neutrale drivmidler eller være nulemission fra 2025. Nye kommunale personbiler og bybusser skal desuden være nulemission fra 2020.


- Som landets næststørste kommune har Aarhus en særlig rolle og forpligtelse i den grønne omstilling. Vi skal derfor gå forrest ved at sige, at allerede fra i år skal alle nye kommunale personbiler og nye bybusser være grønne. Med den nye klimasamarbejdsaftale sender landets store kommuner et samlet signal om, at vi nu accelererer den grønne omstilling, og jeg håber, andre kommuner følger trop, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).



Aalborg: De grønne bybusser suppleres med Danmark første PlusBus (BRT)


I Aalborg Kommune skal alle nye bybusser være nulemission fra 2021, og alle nye kommunale personbiler skal være nulemission fra 2025. Samtidig er Aalborg Kommune ved at anlægge Danmarks første PlusBus-rute


- Jeg er rigtig stolt over, at Aalborg er i førersædet, når det handler om fremtidens grønne kollektive trafik, og det understreger dagens samarbejdsaftale. Aalborg vil være i førersædet, når det handler om de grønne valg for fremtidens kollektive transportmuligheder, og så er det et vigtigt parameter for byudviklingen. Vi vokser årligt med 1.600 nye indbyggere, og Plusbussen vil gøre det lettere at komme rundt og forhåbentlig trække flere borgere fra bilen over til den kollektive trafik. Der er blandt andet. planlagt 2.900 nye boliger langs ruten, så PlusBussen vil styrke Aalborgs vækstområder, siger borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S).



Odense: Kommunale køretøjer skal være CO2-neutrale


Odense Kommunes byråd har netop vedtaget en ny klimaplan, hvoraf det fremgår, at Odense som by skal være klimaneutral i 2030. Klimaplanen understøttes af, at Odense Kommune har forpligtet sig til, at alle nye bybusser og alle nye kommunale personbiler skal være nulemission fra 2021.


- Når vi i fællesskab skal reducere Danmarks CO2-udledning, skal vi i høj grad sætte ind på transportområdet. Alene i Odense vil transport stå for næsten 70 procent af byens CO2-udledning i 2030, og dét skal vi gøre noget ved. Derfor er den her aftale om kollektiv transport rigtig vigtig. Og derfor har vi i Odense netop vedtaget, at vi skal være CO2-neutrale i 2030, hvor vi vil høvle 250.000 ton CO2 væk på transportområdet, siger borgmester i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel (S).



Vejle: Klimaudvalg skal føre den grønne omstilling til dørs


Som led i Vejle Kommunes arbejde med grøn omstilling har kommunen nedsat et klimaudvalg, der skal kvalificere og accelerere omstillingen af den kollektive transport. Klimaudvalget vil således med udgangspunkt i overliggeraftalen med regeringen arbejde målrettet med en række udvalgte tematikker og konkrete målsætninger. Alle nye bybusser skal i 2021 være nulemissionsbusser, og så skal der lægges en plan for grøn omstilling af alle kommunale personbiler og køretøjer i 2021.


Vejles borgmester Jens Ejner Christensen (V) er glad for, at Vejle Kommune indgår en samarbejdsaftale med transportministeren om at arbejde med den grønne omstilling af vores kollektive trafik.


- Det er en spændende aftale, der ligger i god forlængelse af Vejle Kommunes mangeårige arbejde for grøn omstilling, resiliens og bæredygtighed. Jeg synes derfor, at det er helt rigtigt, at Vejle er én af de kommuner, der går forrest på dette område, og jeg ser frem til at tage hul på arbejdet med målene i vores nye Klimaudvalg. Det forpligter at være Danmarks femtestørste kommune, understreger borgmesteren.


 


Interesserede kan læse mere om klimasamarbejdsaftaler om grøn kollektiv trafik her:


 


Bæredygtighed