Transportministeren ser store perspektiver i el-tog med batterier
Af: kollektivtrafik
Transportminister Benny Engelbrecht (S) er sammen med DSB og trafikselskabet Movia ved at undersøge mulighederne for batteritog, som kan sættes ind på strækninger, hvor det giver mening at bruge tog, der får energi fra batterier i stedet for via køreledninger
De resterende dele af jernbanens hovednet skal elektriviceres som et bærende element for at sikre en hurtig, driftssikker og dermed attraktiv togdrift i fremtiden. Det giver samfundsøkonomisk god mening at elektrificere hovednettet, men det er ikke nødvendigvis alle øvrige strækninger, som det ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv giver mening at elektrificere.
Tidligere beregninger har vist, at der skal være en vis mængde togtrafik på strækningerne, inden det bliver samfundsøkonomisk fornuftigt at elektrificere dem.
Som led i transportminister Benny Engelbrechts arbejde med en grøn omstilling af transportsektoren ser ministeren derfor store perspektiver i batteritog som mulig løsningsmodel på de jernbanestrækninger, hvor en traditionel elektrificering med køreledninger ikke er økonomisk realistisk.
- Elektriske tog udstyret med batterier er en teknologi i hastig udvikling. Derfor er det interessant at få belyst de muligheder, som den ledningsfrie teknologi tilbyder togdriften. Det kan nemlig vise sig at være nogle lavthængende frugter, som vi kan plukke på vejen mod den grønne omstilling, siger transportminister Benny Engelbrecht.
DSB, Movia og Transportministeriet er kørt ind i slutfasen for en igangværende analyse om de tekniske og økonomiske muligheder for at afprøve batteritogsteknologien i Nordvestsjælland, herunder om det inden for de eksisterende økonomiske rammer også er muligt at forbedre betjeningen. Mere specifikt er det strækningen fra Holbæk til Kalundborg samt fra Holbæk til Nykøbing Sjælland, der bliver undersøgt. Visionen er, at el-tog med pantografer på taget og batterier i lasten kan køre fra København til Holbæk, hvor energien til motorerne kommer fra køreledninger. I Holbæk deler toget sig og fortsætter på batteri-drift til henholdsvis Kalundborg og Nykøbing Sjælland.
- Aktuelt er sidste hånd ved at blive lagt på analysearbejdet, og derefter skal vi fra politisk hold tage stilling til den videre proces. På baggrund af analysen skal vi eksempelvis drøfte, om vi skal afprøve batteritog i Nordvestsjælland, og om vi skal sætte gang i yderligere undersøgelser af det øvrige ikke-elektrificerede jernbanenet, siger Benny Engelbrecht og fortsætter:
- Samlet set tegner batteritogsteknologien sig lovende, og den kan derfor være med til på sigt at skabe en fossilfri togdrift i Danmark. Det er dog endnu for tidligt at drage den endelige konklusion, ligesom vi også er nødt til at se nærmere på brinttog som et muligt alternativ.
Franske Alstom leverede sidste efterår to el-tog med brintanlæg og brændselsceller til Landesnahverkehrsgesellschaft Niedersachsen (LNVG) og Eisenbahnen und Verkehrsbetriebe Elbe-Weser (EVB) i Niedersachsen, så togene kan køre på banestrækninger, der ikke er elektrificerede på traditionel vis med køreledninger.
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET