Uddannelse for flygtninge forlænges
Af: kollektivtrafik
VLAK-Regeringen og arbejdsmarkedets parter er enige om at forlænge integrationsgrunduddannelsen (IGU), der skal hjælpe flygtninge ind på arbejdsmarkedet. Siden IGU-uddannelserne kom i gang er der registreret 1.890 IGU-aftaler
I foråret 2016 indgik VLAK-Regeringen og arbejdsmarkedets parter en trepartsaftale om at få flere flygtninge og familiesammenførte ind på arbejdsmarkedet. Et centralt element i aftalen var integrationsgrunduddannelsen (IGU), der via en kombination af praktik og skoleundervisning skal bane vejen for, at flygtninge og familiesammenførte til flygtninge får en indgang til det danske arbejdsmarked.
Regeringen og arbejdsmarkedets parter har i dag indgået aftale om at forlænge IGU-ordningen til 30. juni 2022.
- Selvom langt flere nytilkomne flygtninge er kommet i arbejde siden trepartsaftalen i 2016, så er der stadig mange flygtninge, som står uden for arbejdsmarkedet. Derfor glæder det mig, at vi i dag har indgået en rigtig god aftale med arbejdsmarkedets parter om at forlænge IGU’en, som for mange kan være en trædesten ind på arbejdsmarkedet, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og fortsætter:
- Ordningen er et rigtig godt redskab til at gøre flere flygtninge selvforsørgende, så de på lige fod med alle andre kan bidrage til samfundet, så længe de er her. Jeg vil gerne takke arbejdsmarkedets parter for et godt samarbejde og rose dem for at tage et stort medansvar for at få løst de udfordringer med integrationen, som vi stadig står over for.
Om IGU:
Integrationsgrunduddannelsen (IGU) er et ordinært ansættelsesforhold mellem en virksomhed og en flygtning eller familiesammenført til en flygtning og omfatter lønnet praktik og opkvalificering i en toårig periode. IGU er dermed et supplement til de ordninger, der i forvejen findes i form af virksomhedspraktik, løntilskud og mentorordninger. Lovgivningen om IGU trådte i kraft 1. juli 2016
Ordningen er etableret som en mulighed for nytilkomne, hvis kompetencer ikke kan oppebære et arbejde på ordinære danske løn- og ansættelsesvilkår. Den var oprindeligt en forsøgsordning, der skulle løbe i tre år
Et IGU-forløb varer i to år og består af lønnet praktik og 20 ugers skoleundervisning
Målgruppen er flygtninge og familiesammenførte til flygtninge, som er fyldt 18 år og er under 40 år, når forløbet påbegyndes, og som har været i Danmark i mindre end fem år
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET