KTF Transmision
NYHEDER 4. DEC 2018 KL. 14:18

Vognproducent trækker sig som leverandør af togvogne til DSB

Af: kollektivtrafik


Bombardier, som var prækvalificeret til at byde i det kommende DSB-udbud ”Nye vogne”, har valgt at trække sig fra udbudsprocessen, da selskabet ikke har kunnet sammensætte et attraktivt tilbud på baggrund af de produktplatforme, de har til rådighed


På den baggrund har DSB valgt at indbyde prækvalifikationens nummer fire i konkurrencen. Det betyder, at udbudsprocessen fortsætter - men med CAF (Spanien), Siemens (Tyskland) og Talgo (Spanien) som deltagere.


DSB forventer at modtage første tilbud fra leverandørerne i første kvartal næste år, hvorefter der vil være dialog med alle tre leverandører, inden de forventeligt afleverer et endeligt tilbud anden halvdel af 2019.


Anskaffelsen er en rammeaftale, der omfatter et initialkøb af otte vognstammer med en kapacitet på mindst 440 passagerer pr. vognstamme og med mulighed for at anskaffe yderligere vognstammer eller individuelle vogne. Derudover en reservedelsaftale, hvor leverandøren forpligter sig til at levere reservedele til vognene i 16 år med mulighed for forlængelser op til 30 år.


Vognene forventes indsat i drift i 2022.