NYHEDER 24. APR 2025 KL. 10:33

Ny busrute skal forbinde København med Göteborg

Af: kollektivtrafik

Med op til 20 ugentlige afgange og syv strategiske stoppesteder vil Kombardo Expressen - der kørte ud og forbandt Aarhus og København i juli 2017 - fra fredag 8. maj forbinde København og Göteborg via færgerne mellem Helsingør og Helsingborg. Kombardo Expressen vil med den nye forbindelse, der bliver kørt af busselskabet Vikingbus, tilbyde en ny, fleksibel og prisbillig transportløsning Øresundsregionen


Kombardo Expressen, der har haft succes med fjernbusruter i Danmark, kalder den nye forbindelse for Øresund Expressen.

- Vi håber, vi kan tage det svenske marked med storm, som vi har gjort det i Danmark. Vi er de eneste, som kan tilbyde komforten fra en fjernbus med en afslappende færgetur, siger Molslinjens administrerende direktør, Kristian Durhuus.

Busserne på den nye fjernbusrute vil få op til 20 afgange om ugen med start i Københavns Lufthavn (CPH) mod Göteborg og med stop undervejs i København, Lyngby, Helsingør, Helsingborg og Halmstad. Turen hele vejen fra busterminalen i København til Göteborg ventes at ville tage fire timer og 40 minutter.

- Fjernbusser er et fleksibelt koncept, som ganske hurtigt kan skaleres op og ned i forhold til efterspørgslen - og ved succes kan rutenetværket udvides med nye destinationer og stoppesteder, siger Kristian Durhuus.

Turene bliver kørt af danske Vikingbus, som også kører busserne for Bornholm Expressen. Der vil kun blive benyttet dobbeltdækkerbusser, og priserne vil begynde fra 119 danske kroner eller og 179 svenske kroner.

 



Fjernbustrafik