Af: kollektivtrafik
En ny opgørelse viser, at Banedanmarks nye digitale signalsystem på S-banen giver passagerne flere S-tog til tiden. Systemet er sat i drift på strækningerne mellem Jægersborg-Klampenborg og Svanemøllen-Ryparken
Banedanmarks nye digitale signalsystem erstatter de gamle, forældede og nedslidte lyssignalanlæg langs sporet, der er den væsentligste årsag til forsinkede S-tog.
Det moderne, digitale system er baseret på den nyeste generation af signalsystemer til bybaner og anvendes i flere andre storbyer såsom New York, Paris og London. Det har været i drift mellem Jægersborg og Hillerød siden 2016. Selvom der har været forsinkelser og børnesygdomme i starten, er der ifølge Banedanamrk i dag færre forsinkelser på grund af signalfejl på strækningen.
- I de første fem måneder af 2019 har 20 procent færre ankomster været påvirket af signalfejl på strækningen Jægersborg-Hillerød, sammenlignet med de første fem måneder af 2015, hvor det gamle signalsystem var i drift. Det er en markant fremgang, som kommer passagererne til gavn, siger Søren Boysen, der er direktør for Signalsystemer i Banedanmark.
Passagererne mellem Jægersborg og Svanemøllen og Ryparken-Klampenborg kan med det nye moderne signalsystem på strækningen se frem til færre signalfejl, flere tog til tiden og bedre trafikinformation.
- Vi kan naturligvis ikke love, at alle S-tog vil køre til tiden. Men vi arbejder hårdt for, at det nye signalsystem, når det er fuldt udrullet på S-banen, vil fjerne cirka 50 procent af alle signalfejl -og det håber jeg, kan få mundvigene endnu højere op hos passagererne, siger Søren Boysen.
Banedanmark forventer, at det næste gang er den nordvestlige del af S-banenettet, som næste gang får glæde af det nye system.
Fakta om digitale signaler:
• Med det nye digitale system får lokomotivføreren information om signaler og køretilladelser direkte ind i førerhuset. Der er færre elementer, som kan gå i stykker i sporene og dermed færre signalfejl
• Signalsystemet på S-banen hedder CBTC og er en forkortelse for Communication Based Train Control. Systemet er baseret på den nyeste generation af signalsystemer til bybaner og anvendes i flere andre storbyer såsom New York, Paris og London
• CBTC-signalsystemet er kendt og afprøvet teknologi, men det skal tilpasses danske forhold. De næste år udskifter Banedanmark alle signaler på S-banen for at mindske antallet af signalfejl og forsinkelser