Af: kollektivtrafik
Busser og taxaer bliver kørt til Herning, når der er i dagene 20. - 22. april er transportmesse. Transport 2023 omfatter ligesom de foregående messer siden 2015 også en del, hvor fokus er på persontransport med store og små busser og taxier
Organisationen, Dansk PersonTransport, er medarrangør af Persontransportmessen, og her glæder man sig til de tre dage i april, hvor der er lagt op til et spændende program med kørende materiel og en masse af det, der følger med - og vil følge i den nærmeste tid.
Hos Dansk PersonTransport har man gjort sig umage for at skabe et spændende program.
- Der vil på vores stand være en fælles frokost for medlemmerne hver dag, hvor der kan deles erfaringer og socialiseres. Samtidig har vi blandt andet en event med TUR og STAR (Transporterhvervets Uddannelser og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) for at introducere persontransportbranchen til jobcentermedarbejdere fra hele landet. Derudover afholder Turistvognmændenes Arbejdsgiverforening generalforsamling, ligesom vi afholder vores årsmøde i forbindelse med messen, siger administrerende direktør i Dansk PersonTransport, Michael Nielsen.
Ifølge ham, kan man ikke overvurdere messens betydning for branchen.
- Værdien i at deltage er stor for den enkelte vognmand og medarbejder, så vi kan kun opfordre alle til at deltage og medbringe så mange kollegaer som muligt. Transportmessen samler hele branchen om personlige møder, og den er en traditionel og tilbagevendende begivenhed, der er helt uundværlig for branchen, siger han.
Transport 2023, herunder Persontransport, finder sted i dagene 20. - 22. april i MCH Messecenter Herning.