Af: Redaktionen
Transportpolitikerne på Christiansborg er klar til at bevilge 415 millioner kroner til nye skinner på Østbanen. Problemet er at prisen er fordoblet siden Infrastrukturforliget blev indgået i 2021.
Nyheden om den markante prisforhøjelse på de nye skinner kom, netop som transportpolitikerne på Christiansborg onsdag skulle beslutte, hvor stor en portion penge, Region Sjælland skal have til at renovere banen. Ifølge avisens oplysninger var politikerne efter måneders tovtrækkerier blevet enige om, at Region Sjælland skulle have cirka 415 millioner kroner ud af en lokalbane-pulje på 700 millioner.
– Men det er jo umuligt for os politikere at træffe en beslutning, når de tal vi regnede med, slet ikke holder. Den her sag sætter jo skinnerenoveringen af Østbanen og landets lokalbaner som sådan i et andet lys, end vi have regnet med, lyder det fra en oprørt Niels Flemming Hansen.
Den konservative transportordfører Niels Flemming Hansen. kræver en forklaring fra transportminister Trine Bramsen (S).
De blå partier kan ikke umiddelbart pege på, hvor merprisen kan finansieres, mens regeringens støttepartier har indtil flere kreative ideer til at lukke det nyopståede hul i budgettet.