Af: kollektivtrafik
De røde S-tog hos DSB kørte i 2023 med en punktlighed på 95,9 procent for hele året, hvilket er det hidtil højeste. Konkret betyder det, at de omkring 350.000 passagerer, der tager med S-togene i hverdagene, kommer de omkring 335.650 passagerer - 96 ud af 100 - frem til tiden. DSB peger på, at på 42 af årets 365 dage var punktlighed oppe på 99 procent
- En så høj punktlighed understreger S-togenes rolle med at binde omegnskommunerne og hovedstaden sammen i hele Storkøbenhavn. Det gælder både til hverdag og fest. Især når der skal festes, kan vi se, at mange vælger S-toget, siger informationschef i DSB, Tony Bispeskov.
Her peger han på en top-ti over de dage i 2023, hvor der var flest rejsende med i S-togene. Det er især fredagene, hvor pendlerne stiger på i dagtimerne for om aftenen at blive afløst af rejsende, der skal til julefrokoster, koncerter og til fodboldkampe. Således var fredag 1. december sidste år den største rejsedag med 425.718 rejsende.
- S-toget er også et godt transportmiddel på dage, hvor man ikke skal i byen. En del af forklaringen på den høje pålidelighed skyldes, at S-togsnettet gennem en årrække er blevet opgraderet med et nyt signalsystem. Det var ikke sjovt for de rejsende, mens arbejdet stod på, men nu kan de nyde resultatet af indsatsen, lyder det fra Tony Bispeskov.
DSB’s S-tog har fra starten kørt på elektricitet og er dermed en bæredygtig transportform, der er med til at aflaste trængslen omkring hovedstaden. Det sidste bliver understøttet af, at det er muligt at tage sin cykel gratis med i S-toget.