NYHEDER 28. AUG 2024 KL. 10:03

Samkørselsplads genåbner med 30 nye ladestandere

Af: kollektivtrafik

Samkørselsplads genåbner med 30 nye ladestandere
Udover ladeparken byder pladsen på 38 p-pladser for samkørsel, cykelparkering, venteareal og grønne områder. (Grafik: Vejdirektoratet)

Fredag 30. august genåbner Vejdirektoratet samkørselspladsen på Hvedetoften i Langeskov. Pladsen ligger tæt på Motorvej E20 og er blevet udbygget med 30 lynladepladser med 300 kW og solceller på taget over ladepladserne. Et tjek på Rejseplanen viser, at hvis man skal til eller fra samkørselspladsen med kollektiv transport skal man med enten plustur eller flextur


- Der blev afsat en halv milliard kroner til ladeinfrastruktur med infrastrukturaftalen, og pengene er godt i gang med at blive forvandlet til lynladere rundt om i landet. Nu åbner ladeparken ved Langeskov, og 30 nye pladser kan sikre strøm til el-bilisterne. Sammen med de øvrige ladestandere, der er sat op de senere år, er vi efterhånden godt på vej mod et fintmasket net af ladere, så elbilisterne også i fremtiden kan krydse landet uden ventetid ved ladestanderne, siger transportminister Thomas Danielsen (V).

Sidste år åbnede Vejdirektoratet to store ladeparker på Vestfyn, og med genåbningen af samkørselspladsen med 30 lynladere er der også kommet en stor ladepark på Østfyn.

- Den nye plads, der nu er en kombineret ladepark og samkørselsplads, skal gøre det endnu nemmere at være elbilist, hvis man bor i området eller pendler på tværs af landet, siger projektleder i Vejdirektoratet Charlotte Veiss-Pedersen.

Den nye ladepark og samkørselsplads er placeret tæt ved til- og frakørsel 47 Langeskov på Motorvej E20 på Østfyn. Pladsen kombinerer ladepark, p-pladser for samkørsel og cykelparkering, og Vejdirektoratet peger på, at pladsen er endnu et bidrag til Vejdirektoratets mål om at bidrage til den grønne omstilling af vejtransporten.

Lidt om samkørselspladsen ved Langeskov:

  • Fire ud af de i alt 30 ladepladser er til biler med trailer eller campingvogn samt handicapkøretøjer, hvoraf resten er til personbiler
  • Lynladerne har en effekt på op til 300 kW
  • Af konkurrencehensyn skal pladsen drives af to forskellige ladeoperatører. Denne opgave har de to firmaer Fastned og EDF Danmark vundet
  • På taget af ladeparken er der etableret solceller, der skal bidrage til den grønne omstilling, og fra den nye ladepark har Vejdirektoratet bygget en trappe ned til en lille sø, hvor de besøgende kan nyde naturen og en bid medbragt mad, mens de venter
  • Pladsen, der ligger tæt på et større industriområde i Langeskov, har også cykelparkering


Udover ladeparken byder pladsen på 38 p-pladser for samkørsel, cykelparkering, venteareal og grønne områder. Pladsen er placeret med let adgang til E20 Fynske Motorvej. (Grafik: Vejdirektoratet)



Mobilitet