NYHEDER 8. MAJ 2019 KL. 14:44

Svensk taxi-selskab køber op i Danmark

Af: kollektivtrafik

Svensk taxi-selskab køber op i Danmark

Nordens største taxiselskab, Cabonline, har købt Taxi 4x27. Med købet af Taxi 4x27 i Danmark styrker Cabonline sin position som den førende udbyder af taxitjenester i Norden. Taxi 4X27 opererer i dag i København, Aarhus, Odense, Frederikshavn, Holstebro og Sønderborg


Med salget til Cabonline har vognmændene i Taxi 4x27 sikret sig markant lavere omkostninger i 36 måneder og en efterfølgende garanti for at omkostningerne ikke stiger voldsomt.

Taxi 4X27 vil blive gradvist integreret i Cabonline Group, og inden for seks måneder vil det være muligt at bestille sin taxi via Cabonline App i både Sverige, Norge, Finland og Danmark.

- Købet af Taxi 4x27 i Danmark er et vigtigt skridt for Cabonline. Erhvervelsen styrker vores nordiske position og gør os i stand til at få et stærkt fodfæste i Danmark. Herfra vil vi kunne fortsætte med at vokse organisk i det meget attraktive danske marked, som jo er ved at blive dereguleret, siger Peter Viinapuu, der er administrerende direktør for Cabonline.

Med købet vil Cabonline’s franchise-model få tilført 230 vognmænd med i alt 300 taxier. Cabonline har i dag aktiviteter i Sverige, Norge og Finland.


Om Taxi 4x27:


  • Taxi 4×27, der er en sammenslutning af ca. 235 vognmænd og 300 taxier, har godt 35 faste medarbejdere

Om Cabonline:

  • Cabonline er et førende taxifirma i Norden med 2.700 tilsluttede taxivognmænd og omkring 5.300 køretøjer i Sverige, Norge og Finland
  • Cabonline omfatter eksempelvis TaxiKurir, Norgestaxi, TOPCAB, Kovanen, Taxi Skåne, Taxi West, Umeå Taxi og Sverigesaxi
  • Gennem Cabonline har taxafirmaer adgang til fordelagtige kundeaftaler, stordriftsfordele, service og en fælles infrastruktur samt teknologisk udvikling og støtte
  • Koncernen har en omsætning på ca. 6,2 milliarder svenske kroner og de tilsluttede taxivognmænd kører omkring 45.000 ture om dagen