NYHEDER 29. APR 2019 KL. 10:43

Trafikken stiger på motorvejene

Af: kollektivtrafik

Trafikken stiger på motorvejene
Trafikken på motorvejene er steget markant siden 2010. Det er sket på baggrund i udbygning af motorvejsnettet og et stigende antal personbiler. (Grafik: Vejdirektoratet)

De seneste år er trafikken på motorvejene vokset. I 2018 kørte den samlede trafik på det danske motorvejsnet frem med 3,2 procent. Det viser de nyeste trafiktal fra Vejdirektoratet


Tallene viser, at udviklingen i antallet af kørte kilometer på motorvejsnettet siden 2010 er steget med 36 procent. I dag afvikles over en tredjedel af den samlede vejtrafik i Danmark på motorvejene mod 16 procent for 25 år siden.  
 
En del af væksten i motorvejstrafikken hænger sammen med udbygninger af motorvejsnettet, som flytter trafik fra de mindre veje over på motorvejene. Men væksten skal også ses i lyset af de senere års generelle fremgang i økonomien, og at danskernes bilpark er vokset med 22 procent siden 2010, hvilket svarer til næsten 500.000 flere personbiler.

- Denne voldsomme trafikvækst kan danskerne naturligvis mærke hver eneste dag i form af stigende trængsel ude på motorvejene, siger trafikdirektør Niels Tørsløv fra Vejdirektoratet.

- I Vejdirektoratet forsøger vi at imødegå denne udfordring på forskellige måder - blandt andet ved at blive bedre og hurtigere til at håndtere uheld og andre hændelser på vejnettet og ved at give aktiv og præcis trafikinformation, siger han videre.

Vejdirektoratet fremhæver følgende motorvejsstrækninger, hvor årsdøgnstrafikken er steget markant siden 2010:

  • Motorring 3 mellem frakørsel 19 og motorvejskryds Gladsaxe. Stigning: 42,6 procent
  • Rute 21 - Holbækmotorvejen øst for Roskilde. Stigning: 41 procent
  • E20 - Fynske Motorvej ved den Ny Lillebæltsbro. Stigning: 32,6 procent.
  • E45 - Sydjyske Motorvej nord for Kolding. Stigning: 34,9 procent
  • E45 - Østjyske Motorvej på Vejlefjordbroen. Stigning: 36,6 procent
  • Rute 14 - Herningmotorvejen øst for Kløverbladet. Stigning: 39,1 procent
  • E45 - Nordjyske Motorvej ved Hadsten nordvest for Aarhus. Stigning: 35 procent
  • E39 - Hirtshalsmotorvejen lidt nord for Aalborg mellem frakørsel 9 og 10. Stigning: 34,1 procent  

 
De nye opgørelser viser også, at der sidste år blev solgt 220.000 nye personbiler, hvilket indebar, at den danske personbilpark voksede med knap 65.000 køretøjer i 2018 og nærmer sig 2,6 millioner køretøjer.  
 
Vejdirektoratets trafikprognoser viser også, at trafikken på de store veje vil fortsætte med at stige i de kommende år.  
 
- Vi forbereder os på en fremtid med stadig flere trafikanter på det overordnede vejnet, siger Niels Tørsløv og fortsætter:

- Af samme grund forsøger vi hele tiden at blive bedre til at hjælpe trafikanterne med at få trafikken til at glide ude på vejene.