NYHEDER 16. DEC 2020 KL. 10:49

Transportmesse i Herning udskydes til efteråret 2021

Af: kollektivtrafik

Transport 2021, der efter planen skulle have været afholdt i MCH Messecenter Herning i april næste år, bliver udsat til 16.-18. september 2021, da transportbranchen fortsat ønsker et mødested i 2021. Baggrunden for udsættelsen er blandt andet, at flere koncerner ikke planlægger nogen messeaktivitet i første halvdel af 2021 samt uvisheden om corona-restriktionernes omfang i april - og dermed mulige begrænsning for messens besøgstal


- Udsættelsen til september sker i respekt for corona-situationen og i tæt dialog og samarbejde med branchen og messekomitéen, hvis ønsker og behov er afgørende for tidspunktet for en messe. Med til beslutningen hører et medansvar for udstillernes lange forberedelsestid og investering i messen, siger administrerende direktør i MCH A/S, Georg Sørensen, der var projektleder på den første transportmesse i Herning i 1988.


Transport 2021 gennemføres 16.-18. september 2021 i MCH Messecenter Herning og byder på tre dage med udstillere fra hele branchen, kåringer, konkurrencer, aktiviteter og konferencer i trygge rammer.


I foråret 2019 samlede Transport 2019 i alt 375 udstillere og blev besøgt af 30.427 mennesker.