NYHEDER 9. FEB 2023 KL. 10:59

Transportordførere håber på et mere aktivt udvalg

Af: Niels Bak Henriksen

Flere høringer, mere borgerkontakt og et grundigere forberedende arbejde. Meldingen var klar fra formanden for Folketingets transportudvalg, som TØF havde indbudt til høring. Og på tværs af de øvrige dybe uenigheder byder de andre partiers ordførere den nye stil velkommen


På sin vis var de enige. Fra Enhedslisten til Venstre talte ordførerne varmt om både grøn omstilling og bedre mobilitet ved den paneldebat, som Transportøkonomisk Forening (TØF) havde samlet i Fællessalen på Christiansborg.

Deres indfaldsvinkel var bare vidt forskellig.

- Vi skal gennemføre infrastrukturplanen, sikre den grønne omstilling, sundere transport, udvikle vores havne. Det er helt afgørende for virksomhederne og for borgerne, at der er ordentlige vejforbindelser, ordentlige broforbindelser, at man kan komme hurtigt fra A til B, sagde formanden for transportudvalget, Rasmus Prehn (S), da han ved debattens start blev spurt, hvad hans mandat var i udvalget.

- Mit mandat for Alternativet kommer ikke som den store overraskelse for jer - det er, at CO2 udledningen skal ned, sagde partiets transportordfører Christina Olumeko, som også fortalte, at partiet havde overvejet at ændre titlen til mobilitetsordfører for at signalere, at det handler om noget mere dynamisk end bare at transportere folk fra A til B.

- Det er ubetinget styrkelse af den kollektive trafik, og det må nødvendigvis blive på bekostning af den individuelle motordrevne trafik. Hvis man skal have styr på udledning fra transport, så kan det godt være, man skal bruge mindre af dem, og det bliver aldrig diskuteret, lød det fra Enhedslisten's Jette Gottlieb.

- Vi skal ikke gøre det dyrere, vi skal ikke gøre det mere besværligt. Vi skal gøre det grønnere, sagde Venstre's Peter Juel-Jensen.

Et stærkere udvalg
Fire af ordførerne var mødt op til debatten - eller måske rettere to en halv, for Rasmus Prehn var trådt til som vikar for sit partis ordfører, Thomas Jensen, og Peter Juel-Jensen havde trafikale problemer og nåede først frem efter en time. Hurtigfærgen fra Bornholm stødte ind i molen i fredags, så hans planlagte afgang var aflyst, og derfor var der run på flybilletterne.

- Jeg er jo ramt lidt af det, som gør, at vi sidder her i dag. Infrastrukturen hænger ikke altid sammen, sagde han, da han endelig kunne sætte sig i stolen.

Som repræsentanter for henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet, så sidder de ikke bare i regering sammen. De er også blandt de partier, som stod bag det infrastrukturforlig fra sidste år, som kommer til at lægge rammerne for en stor del af arbejdet.

- Enhedslisten og Alternativet er kun med i banedelen, så vi får nul komma nul, nul, nul procent indflydelse på vejdelen. Og ellers må vi forvente, at regeringen kører det igennem og laver kattegatforbindelse og sekssporede motorveje og ottesporede. Så vi er fuldstændig afhængige af det, som sker ude i landet, sagde Jette Gottlieb og blev bakket op af Alternativet's Christina Olumeko.

- Det, jeg hører fra ældre kolleger, der har givet mig tips, er, at folketingsudvalgene er ligegyldige, da det meste bliver besluttet i regeringen med ordførerne, sagde det nyvalgte folketingsmedlem.

Rasmus Prehn erkendte, at når det gælder udmøntningen af et allerede vedtaget forlig, så foregår det mellem forligspartiernes ordførere i samarbejde med ministeren. Alligevel bebudede han en ny stil.

- Vi skal have nogle stærkere folketingsudvalg, der skal gøre mere ud af at få nogle sunde, nogle inddragende processer. Jeg vil styrke Transportministeriets indsats, så vi lægger mere kraft over i udvalget, sagde han.

- Jeg ser for mig flere konferencer, flere høringer, herunder forlagte høringer, hvor der er et brændpunkt, så vi kommer ud, hvor der bliver mulighed for interessenter og også for borgergrupper til at komme i dialog,

Og det faldt til gengæld i god jord bordet rundt.

- Jeg er også demokratiordfører, så det interesserer mig. Andre steder har man ikke så stærk en regering. Der er parlamentet stærkere, sagde Christina Olumeko.

- Vi skal sætte os ned og snakke med dem, som ved, hvad det handler om. Det bliver ikke os, der kommer med løsningerne. Vi faciliterer løsningerne, sagde Peter Juel-Jensen, selv om Rasmus Prehns tydelige udmelding var faldet, inden han var nået frem.

De kriseramte busser
TØF havde bedt deltagerne om at skrive spørgsmål til paneldeltagerne ved tilmeldingen, og det bragte debatten omkring en hel række emner, så som godstransport, Kattegatforbindelse, cykelmedtagning i tog og busbetjeningen i landdistrikterne.

I forhold til det sidste var der bred enighed om at skubbe mere på for fleksible løsninger som flextrafik og samkørsel, men venstre- og højresiden var uenige om, hvor mange penge, der skal bruges.

- Der er også en social vinkel. Nogen tror, at alle kører rundt i biler, men alle dem under 18 og dem, der er over en vis alder eller som ikke har bil, de skal også frem. Og det taler vi alt for sjældent om, sagde Jette Gottlieb.

Christina Olumeko foreslog at hæve benzinafgifterne til samme niveau som vores nabolande, og så bruge provenuet til at redde busserne fra de voldsomme nedskæringer, der er på vej, og ville også have kigget på beskatningsreglerne for samkørsel, som i dag stiller sig i vejen. Det første blev lodret afvist af Peter Juel-Jensen, mens Rasmus Prehn åbnede en dør på klem for i hvert fald det sidste og bebudede et fælles arbejde med skatteudvalget for at gå transportområdet igennem.

Gods og havne
Både Christina Olumeko, Jette Gottlieb og Rasmus Prehn talte også varmt for at styrke søtransport og jernbanegods, men igen var indfaldsvinklen forskellig. Mens Jette Gottlieb talte om at puste nyt liv i de danske trafikhavne, som i de senere år er lukket på stribe, så handlede det for Rasmus Prehn mere om at udbygge de mest effektive havne og sikre de bliver gjort grønnere.

- Hvis vi skal sikre tilstrækkelig kapacitet i de havne, hvor det virkelig gælder, så er vi nok nødt til at vælge nogen fra, sagde han uden at sætte navn på, hvilke havne, der skulle prioriteres ned. Også banegodset kræver, at man ser på kapaciteten, slog han fast.

- Hvordan udnytter vi den relativt begrænsede jernbaneinfrastruktur, vi har. Vi har udbygget på veje, men ikke så meget på jernbane. Vi skal erkende, at når vi får mere gods over, så har vi også brug for mere kapacitet, eller mere styring, sagde han.

Og så hæftede han sig ved, at op mod halvdelen af lastbilerne på vejen kører tomme rundt, og det skal udnyttes bedre.

- Jeg er enig i at bruge pladsen mere effektivt. Men det er en biting i forhold til at få gods over på tog og færge, lød svaret fra Jette Gottlieb.

Fans og modstandere af Kattegat
Efter valget er der ikke længere flertal for Togfonden, og dermed meget af jernbanedelen af infrastrukturforliget. Det betyder blandt andet, at jernbaneforbindelsen over Vejle Fjord er blevet sløjfet, og at visionen om en times transport mellem landets største byer fortoner sig.

- Så skal vi finde en anden måde at få togene til at køre hurtigere på, sagde Rasmus Prehn og åbnede i stedet en anden dør.

- Vi skal diskutere kattegatforbindelsen på et tidspunkt, og det kunne også være en måde at gør det på. Der er en stærk vision i at binde landets to største byer så tæt sammen, sagde han og erklærede sig en ”kæmpe fan” af Kattegatforbindelsen.

Men heller ikke det bliver i et bredt forlig, lod venstresiden forstå.

- Vi synes det er et projekt fra fortiden. Vi synes det er lidt vildt at stå i en klimakrise og så planlægge et projekt med så stort et klimaaftryk, sagde Christina Olumeko, der dog godt kunne se pointen i hurtigheden.

Heroin og hellige køer
Det udløste samtidig en diskussion om, det er tid eller komfort, hvor man kan sidde og arbejde undervejs, som er togets største attraktion. Rasmus Prehn kaldte toget ”høj klasse” og sagde, at det fungerer utroligt godt, hvis man skal sidde og arbejde. Men han understregede også, at som valgt i Nordjylland, så betyder det også noget, hvor lang tid turen tager.

- Jeg skal afsted 04.50 for at være til møde i København kl. 10.

Men en ting er om toget er attraktivt. Der skal også stok til, mente Jette Gottlieb.

Der tør jeg godt sige det frække ord, og det er roadpricing. Det kan vi nu, og vi kan gøre det fleksibelt. I det øjeblik, man passerer en station, så stiger taksten for at køre videre enormt, lød hendes vision.

- Men biler er afhængighedsskabende på linje med heroin. Når man har den, så tager man den, sagde Jette Gottlieb.

Og mens de øvrige i panelet satte deres lid til elbiler og mest var bekymrede for, om man kunne få omstillingen til at gå hurtigt nok, så kaldte hun elbiler ”en blindgyde”, som kun kunne være en overgangsløsning.

Selv om uenighederne var mange, så var der også både et fælles fokus på den grønne omstilling og måske mest af alt en vilje til og erkendelse af, at der skal tænkes nyt, hvis det skal lykkes.

- Jeg synes det er ret vildt, at vi stort set ikke har reduceret CO2 på transort siden 90’erne. Det skal vi have gjort noget ved, slog Christina Olumeko fast.

Peter Juel-Jensen kom i debatten om nyorganiseringen af den kollektive trafik i landdistrikterne med en bemærkning, der kunne have været dækkende for meget af debatten.

- Når man går ind i sådan noget som det her, skal der ikke være mange hellige køer, sagde han.

Hvem der så er villige til at slagte sine, må den kommende folketingsperiode vise.