Af: kollektivtrafik
Sverige bliver tyske FlixMobility's første udenlandske ekspansion med tog. Torsdag 6. maj fløjter selskabet klar til afgang med FlixTrain på strækningen mellem Stockholm og Göteborg, der i dag bliver betjent af både det statsejede SJ og af MRT Nordic, der er en del af Hong Kong-baserede MTR Corporation Limited, der driver Mass Transit Railway i Hong Kong
FlixMobility har i de seneste år drevet flere togforbindelser med FlixTrain i Tyskland og meldte tidligere ud, at selskabet var klar til at sætte FlixTrain-konceptet på skinner i andre lande - i første omgang på svenske skinner.
- FlixTrains ambition er at gøre smart og bæredygtig rejse tilgængelig for alle, uanset tegnebogens størrelse. Vi ser derfor FlixTrain udfylde et hul i et voksende marked. Vi vil også kunne tilbyde et integreret bus- og tognetværk med FlixBus og FlixTrain i kombination, hvilket forhåbentlig vil få flere til at rejse kollektivt, siger Peter Ahlgren, der er administrerende direktør i FlixBus Nordic.
I første omgang vil togene køre 38 afgange om ugen med 2-3 afgange om dagen i hver retning med stop i Södertälje, Hallsberg, Skövde og Falköping. Rejsen med FlixTrain mellem Stockholm - Göteborg tager 3 timer og 25 minutter. Togene, der kan rumme op til 562 passagerer fordelt på seks vogne, er elektriske tog. Med SJ's hurtigtog tager det 3 timer og 5-6 minutter at køre de 470 kilometer mellem de to byer. Med MTR tager det 3 timer og 14-20 minutter, mens det med bil ifølge Google Maps tager godt 5 timer eller mere.
SJ er den togoperatør, der har flest daglige afgange mellem de to byer.
- Vi vil have afgange på tidspunkter med størst efterspørgsel. At tage FlixTrain mellem Stockholm og Göteborg er næsten lige så tidseffektivt som at tage flyet, men med betydeligt mindre klimapåvirkning. Vi vil også være markedets mest prisvenlige løsning uden at gå på kompromis med kvalitet eller bekvemmelighed, siger Peter Ahlgren videre.
Billetsalg og cykel i toget
Billetsalget er sat i gang på selskabets hjemmeside, i app'en FlixBus til iOS, FlixTrain til Android, ved billetautomater i henholdsvis Stockholm og Göteborg, samt gennem detailhandlere som Pressbyrån. FlixTrain tilbyder også reserverbare pladser til cykler. Op til fire cykelpladser per afgang vil være til salg for dem, der ønsker at tage en cykel med i toget.
Fakta om FlixTrain i Sverige: