NYHEDER 8. JAN 2024 KL. 12:39

Metroselskabet: Valby og Sydhavnen i København får metro-linie

Af: kollektivtrafik

Valby og Sydhavnen i København får metro-linie
(Foto: Metroselskabet)

Arbejdet med at forlænge Hovedstadens Metrolinie M4 er ved at køre i sin sidste fase. Det betyder, at Sydhavn og Valby bliver forbundet til Metro-nettet til sommer


- Metroforlængelsen til København Syd vil binde byen bedre sammen og gøre bydelene endnu mere attraktive at bo og arbejde i. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi nu kan melde ud, at vi åbner de fem nye metrostationer i Sydhavn og Valby til sommer. De vil tilføje nyt liv til lokalområderne - og faktisk også til hele byen og regionen, siger overborgmester i Københavns Kommune, Sophie Hæstorp Andersen (S).

Hun fremhæver, at Metroen gør København mindre og større på samme tid. Den gør det lettere og klimavenligt at rejse fra den ene ende af byen til den anden. 

- Sammen med cyklen skal attraktiv kollektiv transport være det naturlige valg i vores by, og derfor skal vi have meget mere metro i København, siger hun videre.

Når den nye sydlige del af M4 bliver taget i brug, kan man rejse direkte mellem Orientkaj i Nordhavn og København Syd. Undervejs kan man skifte til M3 Cityringen på seks stationer og til linjerne M1 og M2 på Kongens Nytorv. Derudover bliver det muligt at skifte mellem både S-tog og regionaltog på København Syd, der er hovedstadsområdet nye trafikknudepunkt, København H og Østerport samt S-tog på Nordhavn.

- Når fem nye stationer bliver tilføjet Metroen til sommer, vil den kollektive transport i hovedstaden blive endnu mere robust og tilgængelig, idet passagerne vil få flere forbindelser ud og ind af byen, til resten af landet og på længere sigt ud i Europa. København Syd bliver en af Danmarks største stationer, hvor vi forventer, at passagerer dagligt stiger af eller på et metrotog mere end 30.000 gange, siger borgmester i Frederiksberg Kommune, Michael Vindfeldt (S) og tilføjer:

- Det er en af mine vigtigste opgaver at sikre en velfungerende og fremtidssikret metro overalt i byen. Og med åbningen af de fem nye stationer styrkes perspektiverne og muligheden også for at udvide med mere metro fra København Syd til Frederiksberg.
 
Åbner til tiden
Arbejdet med metroforlængelsen til Sydhavn og Valby begyndte i august 2018 og har på trods af både coronapandemi og pres på forsyningskæderne holdt sig på sporet i alle fem år.

Der er dog fortsat en række vigtige leverancer og milepæle, der skal nås, før Metroselskabet kan sætte en konkret dato for åbningen. Den største milepæl bliver godkendelsen fra Trafikstyrelsen til at køre med passagerer. Inden skal de fem nye stationer kobles på det eksisterende metrosystem, hvilket blandt andet vil påvirke driften på M3 og M4, da det samlede styresystem skal testes og justeres. Derudover er der sandsynlighed for, at passagererne vil opleve andre mindre forstyrrelser i Metroen's ellers stabile drift frem mod åbningen.   
 

Metroselskabet forventer at kunne melde den konkrete dato ud cirka tre måneder før åbningen.
 

Fakta om M4:
  • Udvidelsen af M4 indeholder fem nye metrostationer i København: Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og København Syd
  • Med åbningen af de fem nye stationer bliver det muligt at skifte mellem metro og S-tog på otte stationer og mellem metro og regionaltog på seks stationer
  • Når de nye stationer åbner, bliver rejsetiden med Metroen mellem København Syd og Rådhuspladsen cirka 10 minutter og til Frederiksberg cirka 13 minutter
  • Fra 2030 forventes de fem nye stationer at få ca. 8 millioner passagerer årligt. De første år efter åbningen vil det årlige passagertal være lavere, fordi det tager tid at vænne folk til en ny linie
  • Samlet set forventes det, at mere end 135 millioner passagerer rejser med Metroen i 2024
  • Efter åbningen vil det samlede metronet bestå af 44 metrostationer og 43 kilometer spor
  • M3 og M4 deler ét fælles førerløst styresystem med fælles stationer, tog og spor på strækningen mellem Østerport, Marmorkirken, Kongens Nytorv, Gammel Strand, Rådhuspladsen og København H
  • Det kræver en midlertidig indstilling af driften på M3 og M4 at justere og teste styresystemet, så de fem nye stationer i Sydhavn og Valby kan kobles på det eksisterende metrosystem
  • Hovedentreprenører på udvidelsen af metrolinjen M4 mod Sydhavn og Valby er TunnL3, Hitachi Rail og Rhomberg/Efacec 

 



Letbaner/Metro/S-tog