NYHEDER 3. FEB 2020 KL. 12:04

Bybusser åbner for flere rejsende på samme rejsekort

Af: kollektivtrafik

Det er blevet enklere at rejse flere på samme billet i Aarhus’ bybusser, da passagerne fremover kan checke flere ind på deres rejsekort. Midttrafik peger på, at det især vil lette adgangen for skoler og institutioner. Det nye udstyr - Check ind ekstra - blev installeret i bybusserne i uge 3, og supplerer det hidtidige rejsekortudstyr


Hidtil har kunderne ikke kunne rejse flere på et rejsekort i Aarhus’ bybusser. Med nyt udstyr i Aarhus bybusser er det nu blevet muligt. Kunderne kan nu også checke flere personer ind, når de rejser med bybus i Aarhus.

Det nye udstyr giver lettere adgang til bybusnettet for især skoler og institutioner, men også for andre kunder, der nu kan tage en ven eller et familiemedlem med på samme rejsekort.

- Der har været en stor efterspørgsel på udstyret fra skoler og institutioner i Aarhus Kommune, fordi det gør grupperejser med børn meget lettere. Så det er naturligvis glædeligt, at vi nu kan tilbyde denne funktion i et attraktivt og højfrekvent bybusnet, siger Michael Steinberg, der er Projektleder hos Midttrafik.

Det nu forhenværende udstyr var det samme som i de regionale busser, hvor chaufføren laver gruppecheck-ind for kunderne. Men da Aarhus’ bybusser er baseret på selvbetjening for at mindske af- og påstigningstiden, var det ikke muligt for chaufførerne at hjælpe med check ind. Med det nye udstyr kan kunderne selv checke flere ind på rejsen. De nye Check ind ekstra kortlæsere kan altid findes ved indgangen i midten af bussen. Og udstyret kan stadig anvendes til almindeligt check ind.

Midttrafiks rejseregler gælder også ved det nye Check ind ekstra. Det betyder blandt andet, at voksne gratis kan medtage to børn. Benytter man denne mulighed, skal man ikke checke børnene ind.


Midttrafik peger i forbindele med introduktionen af Check ind ekstra på, at muligheden ikke betyder at der nu er åbnet for cykler og store hunde bybusserne i Aarhus. Man må stadig ikke tage cykler og store hunde med i Aarhus’ bybusser.