Af: kollektivtrafik
Busser og tog oplevede store fald i passagerantallet som følge af opfordringen til at arbejde hjemmefra og undgå at rejse med tog og busser. I dag er corona-restriktionerne ophævet, og hverdagen er ved at være tilbage til mere normale forhold. Det betyder også, at passagererne er ved at vende tilbage til busser og tog - letbane og S-tog
Men antallet af passagerer er endnu ikke oppe på samme niveau som før corona-tiden. Det viser rejsekortaktiviteten, som i september har ligget cirka 10-15 procent under niveauet i samme periode i 2019.
- Selvom der er sket en lille fremgang i passagerantallet i den kollektive trafik, er der stadig lidt længere mellem passagererne end vi kunne ønske os. Den kollektive trafik er et godt alternativ til bilen, det er effektivt og man undgår at sidde fast trængsel, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) og fortsætter:
- Derudover er kollektiv trafik det klimavenlige valg, så jeg håber, at stigningen i passagerantallet fortsætter,
Det er i særlig grad passagererne i S-togene i Hovedstadsområdet, der endnu ikke er vendt tilbage. Her ligger niveauet cirka 15 procent under niveauet i samme periode i 2019. Der er dog sket en stigning fra cirka 20 procent under niveau i august.
Til gengæld er næsten alle passagerer vendt tilbage til togene, der krydser Storebælt, som kun ligger cirka 2-3 procent under niveau.