NYHEDER 3. FEB 2021 KL. 13:35

Erhvervsorganisation ser frem til samarbejde om corona-pas

Af: kollektivtrafik

S-Regeringen har inviteret organisationerne Dansk Erhverv og Dansk Industri til i samarbejde med kulturlivet at deltage i udviklingen af et digitalt coronapas til gavn for borgere og virksomheder. - Vi er mere end klar til at finde en løsning, så Danmark kan blive åbnet op hurtigst muligt, lyder det fra Brian Mikkelsen, der er direktør i Dansk Erhverv og tidligere konservativ minister i flere Venstre-ledede regeringer


Regeringen ønsker at lave en løsning for et corona-pas og for at løfte den opgave, er der blevet nedsat et såkaldte Advisory Board bestående af repræsentanter fra erhvervsorganisationer, tekniske leverandører og virksomheder, som potentielt vil få stor gavn af passet.

- I Dansk Erhverv har vi længe arbejdet og talt for netop indførelsen af et digitalt coronapas, og vi kvitterer kraftigt for, at regeringen nu søsætter arbejdet, siger Brian Mikkelsen og fortsætter:

- Det er helt rigtigt, at erhvervslivet bliver tænkt ind i hele processen, så vi er inde over både udvikling og indhold. På den måde sikrer vi, at slutproduktet, corona-passet, kan bruges ude i hverdagen af både borgere og virksomheder. Passet skal bidrage til, at vi får åbnet Danmark op hurtigst muligt. Store dele af dansk erhvervsliv har haft det særdeles svært under coronakrisen, og der er ingen grund til, at de ramte virksomheder skal være underlagt restriktioner én dag mere, end det er nødvendigt.

Brian Mikkelsen peger på, at særligt oplevelsesbranchen vil få stor gavn af et corona-pas.

- Vi har netop lavet en medlemsundersøgelse, der viser, at syv ud af ti adspurgte virksomheder inden for oplevelse vurderer, at de vil få gavn af et corona-pas, siger Brian Mikkelsen.



Corona