NYHEDER 24. NOV 2020 KL. 01:00

Esbjergs el-busser vil komme til nybygget busdepot

Af: kollektivtrafik

Et nybygget busdepot bliver hjemsted for 29 elbusser, når de begynder at køre i Esbjerg. På Kattegatvej er byggeriet gået i gang, og det skal stå færdigt til december 2021. Det samlede busdepot koster ca. 42 millioner kroner at opføre. Hos Esbjerg Kommune er vurderingen, at kommunen ved selv at bygge anlægget, kan reducere risikoen for busoperatørerne og dermed holde prisen på busdriften nede


Administrerende direktør for Sydtrafik, Lars Berg, borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) og udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen (S) - begge fra Esbjerg Kommune - tog for nylig i fællesskab det første spadestik til det nye busdepot, der i løbet af de kommende måneder vil vokse op på en mark i det nordlige Esbjerg. Det nye busdepot på Kattegatvej, som vil få de nødvendige lade-faciliteter til de kommende elbusser, får 46 busholdepladser. Heraf optager de nye elbusser 29 pladser, mens der også bliver plads til seks regionale busser. Chaufførerne kan se frem til nyindrettede omklædnings- og pausefaciliteter.

- Det er et kæmpe skridt for den kollektive trafik i Esbjerg og den grønne omstilling, at der nu bygges dedikerede faciliteter til de nye elbusser, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Busdepotet har fundet vej til Kattegatvej, fordi placeringen er optimal i forhold til at betjene ruterne i Esbjerg. Det betyder, at kørslen fra start/slut på rute til busdepot uden passagerer, den såkaldte tomkørsel - holdes på et minimum.

- CO2-udledningen fra den kollektive trafik reduceres med 70 procent, når el-busser betjener bybusnettet. Den besparelse bidrager til vores overordnede ambition om at være en CO2 neutral kommune i 2030, siger Søren Heide Lambertsen.

Det er vurderingen, at Esbjerg Kommune ved selv at bygge anlægget, reducerer risikoen for busoperatørerne, og dermed holder prisen på busdriften nede.

K.G. Hansen og Sønner vandt i begyndelsen af november udbuddet om at opføre det nye busdepot. Fem firmaer havde budt ind på opgaven. COWI har fungeret som rådgiver på projektet.

 



Energi og miljø Rutekørsel