Af: kollektivtrafik
Fredag vil selskabet Pendulfart.dk ApS sende de første busser af sted på selskabets nye fjernbusrute mellem Aarhus og København med et enkelt stop i Odense ved ved letbanestationen Parkering Odense Syd (Park + Ride)
Pendulfart.dk forklarer på sin web-side, at selskabet er et 100 procent dansk ejet fjernbusselskab, der har fokus på miljøet, C22 udslip, rejsetid, sikkerhed og komfort - og ikke mindst en skarp pris.
Pendulfart.dk, der blev stiftet 19. september 2022 af Torben Jensen og i dag har adresse på Marcelis Boulevard i Aarhus, forkalrer på sin web-side, at baggrunden for at etablere fjernbusforbindelse er, at der efter selskabets mening i øjeblikket ikke er en reel konkurrence på transport mellem Aarhus og København. Pendulfart vil tilbyde en mere prisvenlig løsning for pendlerne. Og med et tilbud om gratis transport om mandagen.
Pendulfart.dk ApS, der er et binavn til selskabsnavnet Pendulfart Drift ApS, er ejet af holdingselskabet Ttr 2023 Holding ApS, der blev etableret 16. september 2022 og er ejet af Torben Jensen.
Ifølge den seneste og hidtil eneste årsrapport havde Pendulfart.dk ApS ingen aktiviteter i det første regnskabsår. I følge årsrapporten er virksomhedens formål at drive erhvervsmæssig personbefordring, rutekørsel, fjerntrafik, skolekørsel og taxikørsel samt anden virksomhed, som står i forbindelse hermed. Egenkapitalen, der i regnskabsåret svarer til anpartskapitalen, er opført til 250.000 kroner.