NYHEDER 6. NOV 2023 KL. 11:42

Flere afgange har fået flere til at tage letbanen på Djursland

Af: kollektivtrafik

I august 2022 trådte en ny køreplan for Aarhus Letbane i kraft. Det betød flere afgange til og fra Hornslet og Grenaa i myldretiden. Efter et år kan det ses på passagertallene, der er kørt frem på letbane-strækningen mellem Grenaa og Aarhus


Administrerende direktør hos Aarhus Letbane, Michael Borre, peger på, at man havde forventet en stigning i antallet af passagerer, men udviklingen på L1, som strækningen mellem Grenaa og Aarhus hedder, overrasker alligevel.

- Vi er utrolig glade for den positive passagertilvækst, vi ser på L1, siger Michael Borre og fortsætter:

- Vi havde forventet, at passagertallet ville stige, men ikke så meget og slet ikke så hurtigt.

I andet kvartal af 2023 steg passagertilvæksten med 11 procent i forhold til samme kvartal sidste år, og i tredje kvartal er den på 8 procent. Aarhus Letbane forventer, at der er ca. 370.000 flere passagerer på L1 i 2023 i forhold til 2022, hvilket er en fremgang på 21 procent.

- At en fordobling af afgange i myldretiden kan give en så stor passagertilvækst allerede indenfor det første år er helt utroligt. Men det siger også noget om, hvor stor en betydning blandt andet øget frekvens har for passagererne, påpeger Michael Borre. 



Letbaner/Metro/S-tog