NYHEDER 2. JUN 2021 KL. 11:17

FynBus er på vej til at knække koden til erhvervskunderne

Af: kollektivtrafik

I februar 2020 meddelte trafikselskabet, at det ville tilpasse busruter, så de kom omkring Logistikvej i Odense, Lindø Industripark og andre erhvervsområder. Tilpasningen var en del af projektet ”FynBusiness” der har fokus på tiltag for erhvervskundesegmentet, hvor man kombinerer tilpasning af busruterne med øget information og markedsføring på arbejdspladserne. FynBus kan efter et år notere en stigning i antallet af buskunder i udvalgte erhvervsområder


Første forsøg startede 5. marts 2020. En uge senere var alle optaget af corona-nedlukning og i færd med at omstille sig til en ny hverdag. Timingen var langt fra den bedste til at sætte gang i et markedsudviklingsprojekt. Men et år senere er de første forsøg fortsat i gang, og til trods for situationen, benyttes busserne af flere passagerer i forsøgsområderne, og tendensen er stigende. Nu deler FynBus opskriften på, hvordan man kan få flere ti at tage bussen til og fra erhvervsområder.


1: Samarbejdspartneres engagement er afgørende.
FynBus holder tæt kontakt med virksomheder i erhvervsområderne i hele projektets forløb. I starten deltog virksomhederne i en markedsundersøgelse for at undersøge deres ansattes transportbehov, så FynBus kunne tilpasse bussernes ruter og køreplaner for at dække disse behov bedre.

Efterfølgende har FynBus holdt virksomhederne orienteret via månedlige rapporter med status over udviklingen i passagertallet. Virksomhederne har deltaget i midtvejsevalueringer, og har meldt tilbage, når medarbejderne for eksempel blev hjemsendt på grund af nedlukningerne. Alt dette har givet et godt beslutningsgrundlag.

- Vi er et datadrevet trafikselskab, men vi når ingen vegne uden vores samarbejdspartnere. Det er gode kunderelationer, som ligger til grund for projektets succes, siger Plan- og markedschef Jan Gudmann Hansen fra FynBus.


2: Skab gode vaner med nudging, men husk det skal være nemt!
Udover tilpasning af busruterne har FynBus haft et særligt tilbud til de virksomheder, der deltager i samarbejdet. Tilbuddet omfattede gratis transport til udvalgte eksperimentdeltagere i en afgrænset periode, dynamisk trafikinformation på informationsskærme på arbejdspladsen, kundeambassadørbesøg og åbningsarrangement, samt marketingkampagne.

Derudover har alle medarbejderne fået tilbud om et pendlertjek (tilgængelig på fynbuspendlertjek.dk), som er en digital løsning, hvor man mellem to adresser - for eksempel hjem og arbejdsplads - kan sammenligne økonomiske, tidsmæssige, sundhedsmæssige og klimamæssige konsekvenser af forskellige transportformer - cykel, bil og bus.

3: Spil klima-kortet!
Bæredygtighed, klima og miljø står øverst på den politiske dagsorden og er en vigtig del af samfundsdebatten.

- Mange virksomheder stiller sig spørgsmålet: Hvordan kan vi bidrage til en mere bæredygtige tankegang i vores virksomhed? Og her er kollektiv trafik et godt bidrag, der direkte kan mindske CO2-udslip, trængsel på vejene samt manglende parkeringspladser. Virksomheder kan ikke løse klimaproblematikken alene, men ’FynBusiness’ er et godt tilbud til virksomhedernes medarbejdere. Det kan bruges direkte i virksomhedernes klima- og miljøpolitikker samt klimaregnskab, siger Jytte Reinholdt, direktør for Fynsk Erhverv.


Fremtidsudsigter
Der er fortsat dynamisk udvikling i erhvervsområderne både i og udenfor Odense. Lindø Industripark forventer at vokser kraftigt i de kommende år. FynBus vil udnytte det momentum. De næste planer inkluderer at spille endnu mere på klimavinklen, samt introducere et skræddersyet billetprodukt. Udover samarbejdet med Lindø Industripark og Logistikvej arbejder FynBus på at sikre bedst mulig busbetjening af Tietgenbyen og Energivej i Odense. FynBus har stort fokus på at vinde passagererne tilbage på den anden side af Corona, og ser den fortsatte udvikling af passagerindsatsen i erhvervsområderne som et vigtigt bidrag.



Mobilitet Rutekørsel Trafikplanlægning Trafikselskaber