NYHEDER 29. JUN 2022 KL. 23:00

Fynbus skal have ny direktør

Af: Redaktionen

Carsten Hyldborg har selv ønsket at fratræde sin stilling som chef for det offentlige trafikselskab. Skiftet sker 1. december 2022.


Stillingen som direktør for Fynbus bliver ledig per 1. december, når 65-årige Carsten Hyldborg Jensen efter eget ønske fratræder sin stilling. Det skriver fyens.dk

- Det er en markant direktør, der af naturlige årsager træder tilbage. Carsten er snart 66 år, og når man når den alder, er der også andre ting i tilværelsen at bruge tiden på, og det har Carsten ønsket, siger Morten Andersen, borgmester i Nordfyns Kommune og formand for Fynbus-bestyrelsen.

Carsten Hyldborg har været direktør for Fynbus siden 2008 og har været med i både opgangs- og nedgangstider for det offentlige trafikselskab.
- Jeg har arbejdet sammen med ham i snart ni år, og jeg har været og er utrolig glad for samarbejdet. Carsten kerer sig om selskabet, og han kerer sig om medarbejderne, og han er aldrig bleg for at stille op - heller ikke når det drejer sig om kritik, fastslår formanden.

Fynbus er et offentligt trafikselskab, der er ejet af de fynske kommuner og region Syddanmark, og nu skal en ny direktør findes.

Kilde: Fyens.dk



Navne Trafikselskaber