NYHEDER 11. FEB 2024 KL. 21:32

Kommuner får mulighed for at indføre nulemissionszoner

Af: kollektivtrafik

Ny aftale giver alle landets kommuner mulighed for at oprette såkaldte nulemissionszoner, hvor der kun er adgang for fossilfrie køretøjer. - Det er første skridt på vejen mod, at vi får fjernet diesel- og benzinkøretøjer fra trafikken til gavn for luftkvaliteten i byerne, siger miljøminister Magnus Heunicke (S)


Der kan i fremtiden være adgang forbudt for køretøjer med forurenende udstødning i afgrænsede områder i de danske byer. Det er resultatet af ny aftale, som SVM-Regeringen har indgået med SF, Enhedslisten, Radikale og Alternativet.

Aftalen giver kommunerne mulighed for at indføre nulemissionszoner., og i Aarhus og København ser borgmestrene frem til at etablere nulemissionszoner til gavn for luftkvaliteten og den grønne omstilling.

- Luftforurening er et problem og benzin- og dieselos fra trafikken er blandt de største syndere. Problemet er størst i byerne og derfor skal kommunerne have mulighed for at sætte ind, så vi kan sikre renere luft lokalt, siger miljøminister Magnus Heunicke.

Borgmestre i København og Aarhus er positive
Overborgmester i København Sophie Hæstorp Andersen (S) glæder sig over, at kommunen nu får muligheden for at oprette en nulemissionszone fri for luftforurening fra benzin- og dieselkøretøjer.

- I 2030 har vi et mål om at gøre København fri for fossilbiler, så vi kan få en by uden støj, røg og møg. Derfor er det en fantastisk nyhed for København, at vi nu får grønt lys til at indføre en nulemissionszone. Det er endnu et skridt i retningen mod en fossilfri by, siger Sophie Hæstorp Andersen og fortsætter:

- Vi har længe efterspurgt muligheden fra Christiansborg og Middelalderbyen er oplagt som Københavns første nulemissionszone. Jeg glæder mig til, at vi kan komme i gang og er glad for, at regeringen nu også vil analysere mulighederne for maritime miljøzoner.

I Aarhus mener borgmester Jacob Bundsgaard (S), at nulemissioner kan understøtte en grønnere privatbilisme.

- Jeg er meget tilfreds med, at lovgrundlaget kommer på plads, så vi kan træffe en beslutning i takt med, at el-bilerne vinder frem og bliver det foretrukne valg. Aarhus Byråd vil som en del af en kommende grøn mobilitetsplan tage stilling til, hvor, hvornår og hvordan, vi kan prøve kræfter med en nulemissionszone i Aarhus. På den måde kan vi opnå en renere og sundere by fri for benzin- og diesel-forurening – og samtidig understøtte den grønne omstilling i forhold til privatbilismen, siger Jacob Bundsgaard.

Et større incitament til at købe elbiler
SVM-Regeringen og aftalepartierne lægger op til, at kommunalbestyrelserne kan vælge mellem to typer af nulemissionszoner - en, som omfatter persontrafik eller en, som omfatter al trafik inklusive varetransport.

Nulemissionszonerne vil mindske støj- og luftforurening lokalt samtidig med, at de vil styrke den grønne omstilling og give øget incitament til at købe el-biler blandt de danskere, der påvirkes af nulemissionszonerne.

Der findes i forvejen miljøzoner i København, Frederiksberg, Aalborg, Odense og Aarhus Kommuner, som stiller miljøkrav til dieseldrevne lastbiler, busser varebiler og personbiler.

For at kommunerne kan få mulighed for at lukke af for benzin- og dieselbiler i bestemte bydele, kræver det en lovændring, som et bredt flertal af partier på Christiansborg er blevet enige om at gennemføre.


Lovforslaget ventes at blive fremsat i efteråret.

 



Energi og miljø