KTF Transmision
NYHEDER 20. NOV 2025 KL. 11:00

13,8 millioner kroner skal få flere el-busser ud på de østjyske veje

Af: kollektivtrafik


Region Midtjylland får 13,8 millioner kroner til 45 nye el-busser, der skal køre på¨vejen i Østjylland og på Djursland. Hos Region Midtjylland peger man på, at det nye statslige tilskud fremskynder udskiftningen af dieselbusser og styrker den grønne, kollektiv trafik


Pengene kommer fra Trafikstyrelsens pulje til grønne busser og flextrafik. Midlerne går til 45 regionale el-busser i Østjylland og på Djursland som led i overgangen fra diesel til el. Busserne indsættes efter køreplanskiftet i juni 2026.


De 45 elbusser indgår i Midttrafiks 69. udbud og udgør en del af et større skifte, hvor i alt 270 busser skal være i drift. På Djursland kan samtlige regionale ruter overgå til elbusser efter køreplanskiftet.


Det er tredje gang, Region Midtjylland modtager statslig støtte til el-busser. De to tidligere tilskud blev givet til el-busser i Lemvig-området og i den sydøstlige del af regionen, fortrinsvis i Horsens-Hedensted-området. Omstillingen bidrager væsentligt til regionens mål om CO2-neutral regional bustrafik senest i 2030.


Midttrafik planlægger driften, så de samme el-busser kan køre både regionale og lokale ruter. Det giver en mere effektiv brug af busserne og en bedre planlægning af chaufførernes arbejdstid.


Passagererne vil enkelte steder opleve, at der indsættes el-ledbusser i stedet for traditionelle el-busser for at sikre tilstrækkelig kapacitet. El-busser har typisk færre siddepladser end dieselbusser, og el-ledbusserne skal kompensere for dette.



Når busserne sættes i drift i 2026, vil over to tredjedele af regionens bustrafik være omstillet til el.