KTF Transmision
NYHEDER 16. MAJ 2019 KL. 14:11

20-årig får bøde for at dele billeder og video fra togulykke

Af: kollektivtrafik


Retten i Svendborg idømte torsdag en 20-årig mand en bøde, fordi han delte billeder og video inde fra det tog, som onsdag 2. januar blev ramt af en sættevogn, der havde revet sig løs fra et modkørende godstog på Storebæltsbroen. Otte mennesker mistede livet ved ulykken


Den 20-årige stod tiltalt for at have delt billeder og video, der viste "legemsdele og andet biologisk materiale" fra fem af de otte døde mennesker med mindst to af sine venner og flere medier.


Retten i Svendborg fandt den 20-årige skyldig i "uberettiget videregivelse af billeder".


Den 20-årige nægtede sig skyldig efter Straffelovens paragraf 264d, men erkendte de faktiske omstændigheder.



Straffeloven paragraf 264 d:


Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.


Stk. 2. 
Foreligger der under hensyn til oplysningernes eller videregivelsens karakter og omfang eller antallet af berørte personer særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 3 år.