KTF Transmision
NYHEDER 28. JAN 2021 KL. 22:00

47-årig mand er sigtet for at overfalde DSB-medarbejder

Af: kollektivtrafik


En patrulje fra Østjyllands Politi kørte onsdag morgen omkring klokken 6 til banegården i Aarhus efter en anmeldelse om, at en DSB-medarbejder var blevet overfaldet


På stedet traf betjentene medarbejderen, som havde fået nogle skrammer i ansigtet, men han var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade. Han forklarede, at han havde bedt en mand, der sad på en bænk på banegården, om at tage mundbind på. Da manden nægtede, blev han bedt om at forlade banegården, og det fik ham til at hælde noget af sin øl ud over DSB-medarbejderen. 


Flere vidner havde set hvordan manden efterfølgende tog nogle skilte på banegården og kastede på medarbejderen, ligesom han også tildelte ham nogle slag med et par af skiltene. 


Da manden hørte, at politiet var på vej, løb han fra stedet. 


Gerningsmanden var væk, da betjentene kom frem, men 45 minutter senere ringede en 47-årig mand selv til politiet og fortalte, at han stod på banegården og gerne ville tale med politiet om en episode. 


Patruljen kørte til stedet og kunne hurtigt konstatere, at den 47-årige svarede til det signalement, vidnerne havde givet. Den 47-årige forklarede, at han havde handlet i selvforsvar, men han blev anholdt og sigtet for vold mod en person i offentlig tjeneste.