KTF Transmision
NYHEDER 24. NOV 2020 KL. 12:52

Arriva overgår til ny togkontrakt

Af: Redaktionen


Den 13. december 2020 bliver en stor dag for Arriva. Her overgår man nemlig til den nye togkontrakt, og dermed er det tredje gang i træk, at Arriva påbegynder en ny togkontrakt i Danmark.


Da strækningerne blev konkurrenceudsat i 2001, var det Danmarkshistoriens første togudbud, som Arriva vandt. Og efter at have genvundet kontrakten i 2008, kan Arriva nu gå ind i en ny, tredje periode, som løber frem til 2028 med mulighed for to års forlængelse.


Forskellen på de to første togkontrakter og den tredje er, at Arriva øger trafikken med ca. en tredjedel. Fremover skal Arriva også betjene Vejle-Struer-strækningen samt Odense-Svendborg-banen – begge strækninger betjenes i dag af DSB. Til gengæld overtages Arrivas Holstebro-Skjern-strækning af Midtjyske Jernbaner i Region Midtjylland.


Når driften af den nye kontrakt træder i kraft, vil Arriva fortsat køre med de velkendte blå Lint-tog. Til at servicere de nye strækninger overtager Arriva 20 Desiro-tog fra staten og DSB.


 


Nye køreplaner


Med en ny togkontrakt og nye bindinger på tværs af det midtjyske og Fyn er der også udarbejdet nye køreplaner, som træder i kraft den 13. december. Det er altid et kæmpe puslespil at få køreplanerne til at gå op, og Arriva forsøger at lave køreplaner, som er bedst for flest. Klik her – og se de nye køreplaner for 2021. (link: https://arriva.dk/koreplaner-og-trafikinfo/koreplaner )


 


Kan man stadig bruge de samme billetter?


Når Arriva overgår til den nye kontrakt og dermed overtager to nye strækninger, Vejle-Struer og Odense-Svendborg-banen, vil man også på de nye strækninger kunne benytte Arriva YourWay, Arriva Oneday og Arriva Flex, ligesom Arrivas pendlere, ligesom tidligere, kan benytte Pendlerkort. Man søger sin rejse frem i Arriva Tog App eller på arriva.dk.


På strækningen Holstebro - Skjern, som Arriva overgiver til Midtjyske Jernbaner, kan man fra den 13. december ikke længere benytte følgende produkter: Arriva OneDay, Arriva YourWay, Arriva Cykelbillet, Arriva Rejsetidsgarantibillet, Arriva Pendlerfribillet og Arriva Gæstebillet. Ved spørgsmål til billetgyldighed, kan Arrivas Kundeservice kontaktes på tlf. 70 80 44 44.


 


Betjente salgssteder lukker
Når den nye kontrakt træder i kraft, lukker Arriva de betjente salgssteder. Det sker fordi, de fleste kunder i dag har et klart ønske om at købe billetter digitalt. Arriva oplever, at de betjente salgssteder bliver benyttet mindre og mindre, og når de lukkes, er det derfor en konsekvens af, at udviklingen går mod mere digitalisering.


Det er fortsat muligt at købe billet i billetautomaten på stationen samt benytte Rejsekort og optanke det via rejsekortautomaten eller rejsekort.dk.


 


Køreplaner og afgangsplakater digitaliseres


I forbindelse med overtagelsen af den nye togkontrakt vil Arriva fremover ikke længere trykke køreplaner. Køreplanerne vil fortsat findes på arriva.dk, hvor de kan printes ud, ligesom man altid kan finde sin rejse på rejseplanen.dk.


Baggrunden for ikke at trykke køreplanerne længere skyldes dels, at der kan forekomme periodevise ændringer i køreplanerne, for eksempel på grund af sporarbejde, som gør, at de trykte køreplaner ikke altid kan være 100 procent opdateret. Og dels at efterspørgslen på trykte køreplaner er faldet markant igennem flere år, fordi de fleste af vores kunder tilgår køreplanerne via digitale devices.


Det vil fortsat være muligt at se køreplanerne på følgende kanaler:



  • Arriva Tog app

  • Arriva.dk

  • Skærmene på stationer

  • Billetautomater

  • Rejseplanen.dk


Ligesom de trykte køreplaner, vil også afgangsplakater på stationerne fremover vises digitalt. Det vil fortsat være muligt at se afgangstider på følgende kanaler:



  • Skærmene på stationen (på de stationer, som har skærme)

  • Billetautomaterne

  • Arriva Tog App under ”Din Station”

  • Dinstation.dk

  • Rejseplanen.dk under ”Afgangstavler”


Arriva ser frem til fortsat at servicere både nye og eksisterende passagerer med den samme høje kvalitet, service og punktlighed, som vi har gjort de sidste mange år