Buschauffør får erstatning på seks måneders løn
Af: kollektivtrafik
"Vi beklager herved at måtte opsige dig pr. dags dato til øjeblikkelig fratræden, da du desværre ikke har de personlige kompetencer, der skal til for at bestride jobbet som chauffør hos". Det var budskabet 23. april 2019 til en mand med sort hudfarve, som var blevet ansat som buschauffør 1. april 2019
Manden indbragte fyringen for Ligebehandlingsnævnet, da han mente, at han var forskelsbehandlet på "grund af race og etnisk oprindelse".
Ligebehandlingsnævnet, der har behandlet mandens klage, beskriver sagen således:
En mand blev i april 2019 ansat som chauffør hos en virksomhed.
Manden, som oplyste for nævnet, at hans hudfarve er sort, blev kort efter ansættelsen udsat for en racistisk episode af en billist. Episoden fandt sted i forbindelse med mandens arbejde. Manden blev samme dag som episoden fandt sted kontaktet af sin kørselsleder, som oplyste, at billisten havde ringet og undskyldt for sin opførsel. Manden oplyste kørselslederen om, at han havde tænkt sig at politianmelde episoden.
Dagen efter episoden blev manden kaldt til samtale hos sin kørselsleder, hvor kørselslederen gav udtryk for, at manden måske var i den forkerte branche, hvis han ikke kunne finde sig i sådanne ting og tage imod en undskyldning.
Manden anmeldte episoden til politiet.
15. april 2019 oplyste politiet manden, at de ikke ville gøre mere i sagen. Manden oplyste herefter virksomheden om, at han var nødt til at sygemelde sig. Manden var sygemeldt i en uge, hvorefter han blev afskediget.
Ligebehandlingsnævnet har vurderet, at manden på baggrund af forløbet omkring den racistiske episode havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at episoden og det faktum, at manden fastholdt sin politianmeldelse indgik ved beslutningen om at afskedige ham.
Ligebehandlingsnævnet vurderede videre, at virksomheden, som oplyste, at afskedigelsen udelukkende skyldtes, at manden ikke var i besiddelse af de fornødne personlige kompetencer, ikke havde løftet bevisbyrden.
Den fyrede buschauffør fik medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse svarende til omkring seks måneders løn.
Interesserede kan læse sagsfremstillingen og afgørelsen her:
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET