Trafikselskab: Busser og cykler er et godt makkerskab for klima og trængsel
Af: kollektivtrafik
Cykel og bus går godt i spænd, når man skal transportere sig klimavenligt. Det er budskabet fra Midttrafik, der arbejder på at gøre det lettere for passagerne at medbringe cykler i kommende buskontrakter. Midttrafik har siden juli 2022 haft gang i et pilotforsøg på Rute 100 for at indsamle erfaringer
Midttrafik peger på, at en cykel kan afhjælpe problemet med, at der er langt til stoppestedet, og at bussen afhjælper, at distancen er for lang til at cykle. Dermed er bus og cykel et godt og klimavenligt alternativ til bilen.
Men det er ikke muligt at tage en cykel med i bussen på alle ruter i Midttrafiks område, fordi det såkaldte flexareal i mange af Midttrafiks busser er for lille til en cykel. Det arbejder Midttrafik på at ændre.
Siden juli 2022 har det været muligt at medbringe sin cykel gratis på rute 100, der kører ruten Odder-Aarhus-Hornslet. Inden forsøget blev flexarealet i rutens ledbusser ombygget ved at tage nogle sæder ud, så der kunne blive plads til to cykler.
I dag kan man medbringe cykel i flexarealet i alle bybusser i Midttrafiks område - undtagen i Aarhus og Grenaa - på rute 100 og en række regionale ruter, der bliver kørt af el-busser.
Det er muligt at fremsøge i Rejseplanen om bussen tager cykler med.
Midttrafik konstaterer, at det med at tage sin cykel med, ikke rigtigt er slået igennem i busserne endnu. I Aarhus Letbanen, hvor der er store flexarealer, støder man oftere på en cykel. Hvor der i gennemsnit er 3.500 cykler med i Letbanen om måneden, er der 214 cykler med i busserne.
Midttrafik håber dog, at tallet stiger i takt med at flere busser får mulighed for at medtage cykler i flexarealet. Det øgede fokus på cykelmedtagning kommer på baggrund af covid-19, hvor mange kom i gang med at cykle. Dertil kommer samfundets udfordringer med klimaproblemer og trængsel i byerne.
Bus og cykel er et godt makkerskab. Bussen kører en fast rute og kombineret med en cykel, kan man køre direkte derhen, hvor man vil. Rejsetiden er måske længere, men til gengæld er der fordele for klimaet, for trængslen i byerne, for pengepungen og ikke mindst for sundheden.
Pilotforsøget i Rute 100 med gratis cykelmedtagning kører frem til sommeren 2023, hvorefter Midttrafik vil evaluere forløbet.
Fremadrettet vil der være krav om større flexarealer i nye buskontrakter.
Energi og miljø Mobilitet
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET