KTF Transmision
NYHEDER 29. MAJ 2024 KL. 18:05

Den tunge transport i Aalborg har fået adgang til lynladenetværk

Af: kollektivtrafik


Den tunge transport i Aalborg har fået adgang til lynladenetværk
Indgang til lynopladning ved Tide Bus Danmark i Aalborg. (Foto: Spirii)

Mandag 13. maj åbnede Tide Bus Danmark sit eksisterende lynladeanlæg i Aalborg for erhvervstransport fra andre virksomheder. Initiativet er taget for at imødekomme den stigende efterspørgsel på opladning af lastbiler og andre el-drevne tunge køretøjer


"Kun én procent af de danske lastbiler kører på el”.


Det var én af hovedoverskrifterne i danske medier for et par måneder siden. En af årsagerne er, at der ikke ladestandere nok til, at vognmændene omlægger til el-drift.


Den begrænsede infrastruktur har fået busselskabet Tide Bus Danmark til at revurdere planerne for sit aalborgensiske ladenetværk, der omfatter 130 lynladere.


Tide Bus Danmarks egne elektriske busser benytter primært laderne om natten, hvor busserne ikke er i brug. Selskabet har derfor - for at udnytte kapaciteten mest muligt - besluttet at åbne udvalgte lynladere, så andre virksomheder kan benytte dem i dagtimerne mod betaling.


Løsningen er kommet i stand i samarbejde med ladeplatformen Spirii, der giver Tide Bus Danmark mulighed for at åbne sine ladestandere for andre brugere og derved generere en ekstra indtægtskilde.


Tide Bus Danmark styrer selv, i hvilke tidsintervaller laderne skal være tilgængelige, hvem der skal have adgang og til hvilke priser.


Steen Rügge, der er administrerende direktør for Tide Bus Danmark, er tilfreds med løsningen, der dels bidrager til den elektriske omstilling i lokalområdet og dels kobler sig på virksomhedens strategiske fokusområde om at være innovativ og en del af den grønne omstilling. Derudover bidrager initiativet til selskabets ønske om lønsom drift.


- Det går langsomt med omstillingen af den tunge transport i Danmark, hvilket først og fremmest skyldes, at det er omkostningstungt at investere i infrastruktur og nye elektriske køretøjer. Derfor er jeg glad for, at vi kan bidrage til en løsning, som skaber flere lademuligheder, som andre kan få glæde af, siger Steen Rügge.


Tore Harritshøj, der er administrerende direktør i Spirii, fremhæver Tide Bus Danmark for at være blandt de første til åbne private ladenetværk for flere og opfordrer andre til at lade sig inspirere.


- Der bliver i øjeblikket opsat rigtigt mange lynladere til omstillingen af den tunge transport. Når denne infrastruktur gøres tilgængelig for andre virksomheder med behov for opladning, bidrager det ikke bare til at accelerere overgangen til bæredygtig transport. Det gør også investeringen til en god forretning for ejerne, som dermed får et incitament til at udbygge infrastrukturen yderligere. Tide Bus Danmark er med dette initiativ gået forrest, og jeg håber, at rigtigt mange andre virksomheder vil følge trop til gavn for både den elektriske omstilling og bundlinjen, siger Tore Harritshøj.


Det nye ladeanlæg ligger Egnsplanvej tæt på det nye supersygehus i Aalborg. Der er adgang til opladning i tidsrummet 06.45 - 18.00 på hverdage og fra 06.00 - 20.00 i weekender og på helligdage.


Virksomheder, der har elektriske køretøjer og ønsker at benytte faciliteterne, kan rette kontakt til Tide Bus Danmark eller Spirii for at få adgang.


Tide Bus Danmark arbejder på at åbne op for flere ladestandere på andre af selskabets ladeanlæg.



Om Spirii:



  • Spirii blev grundlagt i 2019 i København og beskæftiger i dag 110 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Barcelona, Hamborg, Nice og London

  • Spirii tilbyder ladeløsninger til både virksomheder, flåder af små og store biler og private el-bilister, samt en ladeplatform, som virksomheder og ladeoperatører kan bruge til at administrere, drive og skalere en ladeforretning

  • Spirii tilbyder også en app, der giver el-bilister mulighed for at benytte ladestandere i hele Europa via roaming

  • Spirii opererer i 18 lande og er den andenstørste ladeoperatør i Danmark

  • Spirii samarbejder med en lang række af internationale virksomheder på tværs af sektorer - herunder logistik, flåder, ejendomme og parkeringsselskaber, detailhandel og energiselskaber



Om Tide Bus Danmark:



  • Tide Bus Danmark er en af landets store busoperatører med omkring 1.200 medarbejdere

  • Tide Bus er ejet af den norske koncern Tide AS, som er Norges næststørste virksomhed indenfor persontransport og kan spore sin historie over 100 år tilbage

  • I 2021 startede Tide Bus Danmark som en af de første busoperatører i Danmark med el-buskørsel i Herning by og Esbjerg by

  • I 2022 startede Tide Bus Danmark med el-busser i Næstved by, Aalborg by samt Vejle by.

  • I Aalborg, der er Tide Bus' hidtil største kontrakt, er der blevet indsat over 100 nye el-busser i 2022 suppleret af ca. 20 stk. 25 meter lange el-BRT-busser, der startede kørsel sidste år. Tide Bus stod i forbindelse med opstart af kontrakten også for opførelsen af et nyt busanlæg i den sydlige del af Aalborg


 


 


Energi og miljø