KTF Transmision
NYHEDER 13. JAN 2021 KL. 10:39

Der er atter lukket for kontant-billetter i busserne og flextrafikken

Af: kollektivtrafik


Trafikselskaberne i Danmark suspenderer fra torsdag midlertidigt kontantsalget i busserne og flextrafikken. Det sker for at begrænse smitterisikoen. Man kan i stedet benytte rejsekort, app eller webbillet


Som en konsekvens af de skærpede COVID-19-tiltag, og specielt øgningen af afstandsanbefalingen fra 1 til mindst 2 meter, vil kontantsalget i busser og flextrafikvogne midlertidigt blive suspenderet fra torsdag d. 14. januar. Som et led i den midlertidige suspendering af kontantsalget i vores busser, vil fordøren i busserne ligeledes være lukket for indstigning. Chaufførerne vil dog løbende sikre, at fordøren åbnes, så der sikres den fornødne udluftning i bussen. Disse midlertidige tiltag introduceres for at sikre et så trygt og sikkert miljø for kunder og chauffører.


Trafikselskaberne har af Forbrugerombudsmanden nu modtaget accept til dette midlertidige tiltag, som betyder at busser og flextrafikvogne vil fungere som rene selvbetjeningsmiljøer for kunderne. Kunder vil fortsat skulle billettere sig selv ved indstigning i bussen, hvilket kan ske via rejsekort, app eller webshop, men der vil ikke længere kunne købes billet i bussen.


Hvad betyder det for dig?
Skal man med bussen, anbefaler trafikselskaberne, at man anvender rejsekort. Alternativt kan man købet billet via trafikselskabernes app'er eller webshopper.


Man kan bestille Flextrafik via nettet og betale turen med betalingskort. Hvis man ikke har denne mulighed, kan man ringe til Flextrafikkens bestillingscentraler.